NathalieKalvik - 17 uendelig kjede tiffany

NATHALIE KALVIK

www.nathaliekalvik.blogg.no
tiffany outlet verkossau first">

NY BLOGG ! 23.10.2015, kl. 17:33

JEG BLOGGER IKKE LENGER FOR BLOGG.NO, MEN FOR NOUW !!! F
браслет с сердечком из тиффани
pendientes tiffanys
tiffany and co paris
ティファニーとコカンダ
tiffany trump

En ung Piges Historie

Fra Wikisource, det frie bibliotek Gå til: navigering, søg En ung Piges Historie
af Cornelia Levetzow






En ung Piges Historie

af

J


Fjerde Oplag


Kjøbenhavn
Andr. Fred. Høst & Søns Forlag
1875

Information
om denne
udgave



Første Kapitel

Høit oppe under Taget i en stor, mørk Baggaard i Adelgade saae jeg Lyset; Moder døde Aaret efter; Fader giftede sig igjen; ogsaa han døde; jeg veed Intet om dem, Ingen har talt til mig om min Moder, og af min Stedmoder har jeg blot hørt, at Fader var en god Arbeider.
Vinden peb igjennem den ituslaaede Rude, Røgen slog ud af Kakkelovnen, de faa Pinde vilde ikke engang blusse op. Gamle Dorthe, min Stedmoders Moder, sad i Kakkelovnskrogen og snaasnakkede; min Stedmoder tog sit store Tørklæde paa, saa gik hun ud at tjene Brødet til Tre. „Havde jeg dog blot mig selv alene,” brummede hun, „men denne gamle hjælpeløse Moder, dette Barn, denne Byrde,” og saa gik hun, og jeg følte, at jeg var en Byrde for hende, for mig selv, og gysende af Kulde trykkede jeg mig op til Kakkelovnen og græd.
Naar Somren kom, var der saa hedt i den lille Stue, at man neppe kunde trække Aande; jeg stod da hele Timer paa en Stol og kigede ud af Vinduet, snart ned i Gaarden, der saae ud som en smal, dyb Brønd, og snart hen paa Kvistvinduet ligeoverfor, hvor Kanariefuglen hang og Skræddersvenden sad paa Bordet og fløitede for den, medens han arbeidede. Bleg og mager var Skræddersvenden, og det var hans Kone ogsaa; de syede og syede, havde neppe Tid til at spise og sove, men hun havde dog bestandig Tid til at kysse og klappe sin lille, rødhaarede Dreng, og, fattige som de vare, fik Fuglen hver Søndag sit Stykke Sukker og den lille Dreng sin Bolle.
Jeg nikkede til den lille Dreng, men de forbøde ham at nikke igjen, der var jo Fjendskab mellem min Stedmoder og Skræddersvendens Kone; desuden var han reen og heel, saadan en forpjusket og forsømt lille Pige var ikke Selskab for ham.
Gamle Dorthe, det var mit Selskab; hun var den Eneste, som talede til mig, men der var ingen Kjærlighed imellem os.
Fæl saae hun ud, tandløs, guul og. rynket var hun, bøiet af Aar og Besværligheder; hun gik i Barndom, talede meget med sig selv og noget med mig; jeg lyttede til begge Dele. Hun holdt ikke af sin Datter, hun holdt ikke af mig; der var kun to Ting hun holdt af, det var Snuus og Kaffe.
„Saadan er det at have Stedmoder,” sagde hun, naar jeg græd af Kulde og Mangel, „en Moder vilde sørge anderledes for Dig, kan Du troe, bedre om Du aldrig var født.”
„Meget bedre,” svarede jeg, og mine Taarer randt stærkere, medens jeg tænkte, hvor skjønt det maatte være at blive holdt af som Skræddersvendens Lille blev det.
Min Stedmoder mishandlede mig egentlig ikke; undertiden truede hun mig, ialmindelighed lod hun mig gaae for Lud og koldt Vand.
Da jeg vel omtrent var fem Aar, blev jeg sendt ud for at tjene lidt, for at bidrage en Smule til vor sørgelige Føde; jeg blev sendt ud for at tigge.
Grændseløs lille og ubetydelig forekom jeg mig mellem alle disse Mennesker; jeg kjendte Ingen og Ingen kjendte mig. De smilende og de alvorlige Ansigter brøde sig lige lidt om mig, de havde hver sine Tanker, hver sit Maal, hvor turde jeg standse dem; dog, jeg skulde; Frygten for min Stedmoder var større end Frygten for de Fremmede, og ingen ædlere Følelser holdt mig tilbage. Jeg berørte en Dames. Silkekjole og bad: „en Skilling,” men jeg fik ingen; en Amagerpige gav mig derimod et Æble; det var stødt paa den ene Side, men smagte dog deiligt, mættede og trøstede, jeg bad igjen og jeg fik.
Sælsomt saae der ud i min barnlige Sjæl; jeg var ikke ond eller trodsig, men svag, forkuet, feig. Verden kjendte jeg kun af Dorthes Beskrivelser, som min egen Erfaring bekræftede. To Tilværelser var der: i den ene var Alt Glæde, Rigdom, Lykke og Kjærlighed; i den anden Fattigdom, Sorg og Jammer, men dog undertiden ogsaa Kjærlighed, dog ikke for mig.
Naar det begyndte at blive mørkt, gik jeg hjem med mit lille Udbytte. Jeg vovede ikke, hvortil jeg ofte havde Lyst, at kjøbe noget paa egen Haand, jeg havde en Følelse, som om min Stedmoder var allestedsnærværende og vilde straffe mig frygteligt. Ene stavrede jeg op ad de mørke, steile Trapper, gjennem de vildsomme Gange, og gamle Dorthes mildeste Velkomst var: „bedre om Du aldrig var født,” som hun dog undertiden varierede med et: „godt om Du var død.”
„Og hvad saa, Dorthe, hvor kommer jeg saa hen?”
„Hvor skal Du komme hen,” svarede hun vredt og stødte til mig, „saa havde Du en Ende paa det, og det er det Bedste.”
Min Iagttagelsesevne var meget udviklet; jeg forstod at læse i Ansigterne: undertiden læste jeg Medlidenhed, oftest Ligegyldighed, stundom Foragt. De smaa pyntede Børn trak dem tilbage for mig, nogle skar endogsaa en Grimace Det gjorde ondt i Hjertet, men dog ikke saa ondt, som naar jeg saae en Moder kjærtegne sit Barn; da maatte jeg græde. Ingen havde Kjærlighed til mig, og naar jeg saa ret græd, standsede En og Anden og gav mig Penge, men Ingen gav mig Kjærlighed.
Udenfor Legetøis-Boutikerne stod jeg og tittede ind, men oftere stod jeg dog udenfor Bagerens Vindue. Hvor saae Brødet ikke indbydende ud, hvor lugtede det godt; det smagte endnu bedre; jeg vidste, hvorledes det smagte, thi om Løverdagen fik jeg undertiden gammelt Brød forærende.
Naar jeg laa paa mit lille Leie i en Krog af Stuen, indsvøbt i en gammel Kappe, der baade var Over og Underdyne, tøvede Søvnen ikke at komme med Drømme, der dog ikke vare meget afvexlende. Snart drømte jeg, at Skræddersvendens Kone havde mig paa Skjødet, klappede og kyssede mig, og jeg var saa glad, men da Manden kom med Lys, og hun saae at det var mig og ikke hendes eget Barn, rev hun Vinduet op og kastede mig ud i den snevre, dybe Gaard; jeg vaagnede ved Skrækken; snart drømte jeg, at jeg havde en heel Kurv med nybagt Brød, der Alt var mit, men jeg vaagnede altid, før jeg fik smagt paa det; eller jeg drømte, at jeg havde slaaet de store Kopper med Malkepigen og Koen, der stod oppe paa Hylden, itu, og at min Stedmoder vilde kaste mig i Ilden til Straf; da var jeg glad, naar jeg slog Øiet op og saae Kopperne staae der endnu.
Det var den eneste Prydelse i vor elendige Stue, disse Kopper; jeg krøb op paa en Stol for at naae saa høit, at jeg rigtig kunde see dem; engang tog jeg dem ned, men min Stedmoder traadte idetsamme ind, rev dem fra mig, ruskede mig i Armen og svor, at hvis jeg en anden Gang rørte dem, skulde jeg see, hvad der blev af mig. Det var en gruelig Trudsel; ved sin Utydelighed gav den Anledning til mange Gisninger og blev derfor langt værre end den sædvanlige: „jeg vil slaae Dig sønder og sammen.”
Den ene Dag lignede den anden; med Sorg stod jeg op, med Sorg gik jeg iseng; i mit lille Hjerte var der hverken Haab eller Mod, kun en sløv Underkastelse, og dog havde jeg et Øieblik været lykkelig; jeg havde et Minde, en lille, lysende Begivenhed, hvorom jeg drømte, men jeg havde intet Haab om, at noget Lignende skulde gjentage sig.
Hvor klart staaer den raa vaade Efteraarsdag for min Erindring, da jeg gik op i et Huus, hvilket jeg undertiden vovede, og ringede paa første Sal. Det varede længe, før Nogen kom; jeg troede næsten, at min svage, ængstelige Ringning ikke var bleven hørt og vilde netop fornye den, da Døren blev aabnet af en tyk gammel Herre med Briller paa Næsen og en sort, lille Kalot paa Hovedet.
„En Skilling,” bad jeg.
„En Skilling,” gjentog han, efterabende mig, „til din Faders Begravelse, ikke sandt? eller til Medicin til din syge Moder, og saa kjøbe Brystsukker derfor, jo jeg kjender nok Jer Smaafolk.”
Medens han sagde dette, trak han mig gjennem Entreen ind i en smuk, stor Stue, hvor et prægtigt Frokostbord var dækket, og hvor det brændte og knittrede lystigt i Kakkelovnen.
„Du faaer ingen Skilling her,” sagde han, idet han løftede mig op paa en Sol, som han trak hen til Varmen, „Du er kommen til den Feile, min Snut.”
Aldrig havde jeg seet noget prægtigere end dette Værelse; et blødt, broget Tæppe bedækkede Gulvet; tykke, gule Gardiner hang for Vinduerne, det runde Bord var aldeles opfyldt med Lækkerier, skjøndt der kun var dækket til Een, til den gamle Herre. Han saae venligt paa mig, humpede derpaa hen til Bordet, lagde sin ene Fod, der var indsvøbt som en Pakke, op paa en høi Skammel og tog Plads.
Der laae flere Aviser paa hans Tallerken, som om han ogsaa skulde spise dem, men han skød dem tilside og besmurte, med en Ivrighed, der gjorde ham ganske varm, det ene Stykke Brød efter det andet, indtil Tallerkenen var fuld; derpaa lagde han forskjellige Ting paa hvert Stykke og rakte mig det Hele.
Varm, frisk Luft ombølgede mig, jeg spiste Noget, der smagte saa godt, at gammelt Hvedebrød stod aldeles i Skygge; dertil saae den gamle Herre mildt paa mig gjennem sine Briller; jeg var lykkelig.
Da jeg havde spiist, rakte han mig et Glas med en rød Vædske i, jeg drak rask til, men det brændte i Halsen og jeg kom til at hoste voldsomt. Den gamle Herre slog mig i Ryggen til det standsede, gav mig saa et Stykke Sukker, hvorpaa han lempelig skubbede mig ud af Stuen, men før han lukkede Døren, nikkede han til mig.
„See Du kun herop engang igjen, Du Smaa, men Penge faaer Du aldrig, aldrig.”
Jeg følte mig saa varm, saa mæt, saa glad; jeg maatte komme der en anden Gang igjen, det var Noget at tænke paa, og glæde sig til.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg Intet til Dorthe eller min Stedmoder, ellers havde de maaskee afknappet mig mit tørre Brød og min Cichoriekaffe, og jeg vilde dog nok have det, skjøndt det smagte endnu mindre godt den Aften end sædvanligt.
Næste Morgen gik jeg allerede derhen; jeg troede, at den gode, gamle Mand ventede mig; han havde jo selv bedt mig om at komme.
Dristigere end Dagen iforveien ringede jeg, og i samme Øieblik blev der lukket op af en stor, pyntelig Tjenestepige med en Kost i Haanden. Da hun saae mig, tog hun mig i Armen.
„Dit Trold! det var Dig, der var her igaar og plettede Tæppet med dine sjaskede Sko, saa det aldrig bliver klart i Grunden mere. Ned ad Trapperne med Dig, og vov aldrig at komme her igjen; eller jeg skal faae Dig sat i Hullet.”
Jeg styrtede bort mere sørgmodig, mere haabløs end nogensinde før.
Om Sommeren opholdt jeg mig ofte i Kongens Have; jeg saae paa Træerne, paa Slottet, paa Springvandet, paa Blomsterne; dem havde jeg Lyst til at plukke, men det maatte man ikke. Paa en ensom Bænk tog jeg Plads og anstillede mine Betragtninger: Alle disse Børn, der løbe saa glade omkring, have deres Tilhold, Ingen er ene som jeg, Ingen ulykkelig som jeg; see, hvor Faderen klapper sin lille Dreng paa Hovedet; see Pigen med de pyntede Børn, de holde hverandre i Hænderne, de ere tre; see Moderen, der trækker sin Lille i Vognen, hvor omhyggelig hun vifter Fluen fra hans Kind, ja selv den lille Pige med bare Fødder, som ogsaa beder om Hjælp, er lykkelig, den blinde Mand paa Bænken er hendes Bedstefader; han kysser hende paa Panden, tager hendes Haand i sin, og hun leder ham hjem.
See kjærligt paa det fattige Barn, naar Du rækker det en Gave; det gjør godt, undertiden bedre end Gaven.
Havde jeg dengang anet, at der var et Væsen, det høieste og største Væsen, for hvem Ingen er for lav eller for ringe, der saae ned paa og bar Omsorg for mig, hvor havde jeg da følt mig trøstet og glad, hvor havde jeg elsket dette Væsen, men jeg kjendte ham ikke, dog han kjendte mig.
En brændende varm Sommerdag stod jeg ene oppe i vor lille Stue. Dorthe var gaaet bort for at kjøbe Snuus, som Stedmoder ikke maatte vide; Pengene havde hun listet ud af Skuffen. Jeg var kjed af at see ned i Gaarden, kjed af at see paa det tomme Vindue ligeoverfor, thi Skræddersvendens vare flyttede; jeg trak Stolen, der kun havde tre Been, hen til Hjørnet, hvor Hylden med Kopperne var, jeg saae paa dem, jeg trak dem længere ud paa Hylden, jeg rørte ved dem, jeg vovede at løfte Overkoppen, jeg tog den i den ene Haand og Underkoppen i den anden, da rørte Noget ved Døren; det var kun en Kat, men jeg troede, at det var min Stedmoder; i min Forskrækkelse tabte jeg Kopperne: de faldt, de knustes i tusinde Stykker.
Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var som lammet af Skræk, dog kun et Øieblik; i det næste var jeg ude af Stuen, nede af Trapperne og ude paa Gaden. Hun vidste det, hun var efter mig, tænkte jeg og styrtede bort, uden at bryde mig om hvorhen, blot hun ikke kunde naae mig. Paa Vesterbro standsede jeg et Øieblik, trak Veiret og saae mig om, her havde jeg aldrig været før.
Langsommere gik jeg gjennem Alleerne, her var saa yndig svalt, men jeg var bange for at glæde mig derover. Da jeg kom ud paa Gaden, begyndte jeg igjen at løbe, men standsede medeet og lyttede efter en lille Fugl, der fløitede akkurat som Skræddersvendens Fugl havde fløitet, mon det var den samme? den stod i et aabent Vindue mellem Blomster paa den anden Side af Gaden. Jeg vilde løbe hen og see paa den, da idetsamme en Vogn kom kjørende; det var som skulde jeg kjøres over, men den ene Hest stødte mig tilside, jeg faldt haardt og slog min Tinding paa en Steen, men Vognen rullede forbi uden at røre mig.

Andet Kapitel

„Barmhjertige Gud, hvad er der skeet? hun bløder! Tal til mig, Barn, hvor gjør det ondt?”
Jeg saae ind i to skjønne, kjærlige Øine, der ængstelig spørgende vare fæstede paa mig.
„Mit Hoved!”
Hun tog mig i sine Arme, og jeg følte med en besynderlig Glæde, hvor stærkt hendes Hjerte slog af Angst for min Skyld.
„Du lille Stakkel, er det dit Hoved; det vil nok snart blive bedre. Du skal ikke være bange for at komme herind til mig, jeg vil blot bade og forbinde Dig, saa skal Du faae Lov til at gaae igjen.”
Hun bar mig ind i den yndigste lille Stue, satte mig paa en Stol ved Vinduet, netop det Vindue, hvor Kanariefuglen hang og fløitede, og forlod mig.
Hvor var Alt dog smukt, endnu langt venligere end hos den gamle Herre. Begge Vinduer vare fulde af Blomsterpotter; paa Bordet stod et Fad med deilige Roser; ligeoverfor mig hang et stort Maleri af en ung Mand i Officiersuniform; hans Øje straalede af Godhed, hans Mund smilede, jeg glemte alt andet for at see paa ham; det var som vilde han stige ud af Rammen og komme hen og tale til mig.
„Gjør det meget ondt?” spurgte den unge Dame som kom ind med et Vandfad.
„Ja,” svarede jeg, og dog gjorde det ikke meget ondt, men det var saa nyt, saa velsignet at blive ynket og kjærtegnet.
Medens hun badede mit Hoved og vadskede Blodet af mit Ansigt, saae jeg nøie paa hende; jeg tabte mig aldeles i Beundring, og hendes Venlighed fik mit lille Hjerte til at banke, dog nu skulde jeg jo snart gaae.
„Gud være lovet, det er blot Huden, der er skrabet.” Hun trykkede et Kys paa min Pande; det var det første Kys jeg modtog, ømt, som Moderens Kys, jeg saa ofte havde drømt om.
„Bliv smukt roligt her, det bløder lidt endnu, jeg vil see at skaffe Dig Selskab.”
Hun aabnede en Dør, og jeg saae ind i en smuk Stue, hvor der var et rundt Bord, blanke Rørstole og aabne Vinduer, der vendte ud til en Have.
„Minna,” raabte hun, idet hun bøiede sig ud af Vinduet, „Minna, kom herind!”
I næste Øieblik blev Døren hurtig aabnet, og en yndig, lille Pige paa min Alder, med flagrende, guldgule Krøller og røde Kinder, kom ganske forpuslet løbende ind; i den ene Haand holdt hun en grøn Vandkande og i den anden et Knippe Radiser.
„See, Minna, denne lille Pige var nær bleven kjørt over, men tillykke slap hun dog med et Stød paa Tindingen; nu maa Du more hende lidt.”
Minna løb lige hen til mig; jeg betragtede hende skarpt, ja endogsaa med en vis Mistro, men hun saae mildt og aabent paa mig og begyndte strax at blæse paa Saaret.
„Det er en taalmodig og god lille Pige, hun har slet ikke grædt eller skreget; min Minna vilde ikke have været saa taalmodig, naar hun var mellem Fremmede.”
„Ja, men Du er her jo, Moder.”
„Du lille Nar, Du tænker ikke, før Du taler; for dette Barn er jeg jo aldeles fremmed. — Hvad hedder Du, min Ven?”
„Marie.”
„See, nu binder jeg dette Tørklæde om dit Hoved, lille Marie, saa maa Du faae Lov til at gaae; Du længes vist efter Moder?”
„Jeg har ingen Moder.”
„Efter Fader da?”
Jeg brast i Graad, en voldsommere og lidenskabeligere Graad, end jeg nogensinde før havde grædt.
„Jeg har hverken Fader eller Moder, jeg har Ingen.”
Den unge Kone tog mig paa sit Skjød og talede blidt og beroligende til mig, jeg var saa forunderlig tilmode, baade glad og bedrøvet.
„Men hvor er Du da,” spurgte Minna, som saae ganske forskrækket ud.
Jeg tørrede Taaren bort og begyndte, saa godt jeg kunde, at skildre mit Liv, mine Lidelser. Jeg formoder, at mit hele Udvortes har været mere veltalende, end mine afbrudte, næsten usammenhængende Ord. Det yndige Ansigt var blevet blegt; hun trykkede mig tættere til sig; jeg følte en Taare paa min Kind.
„Og hvad vil Du nu gjøre, Barn?”
„Jeg vil gaae bort.”
„Hvorhen?”
„Bort, reent bort.”
„Ak, min kjære, lille Pige, man kan ikke gaae reent bort, man kan ikke gaae ud af sig selv.”
„Moder,” raabte Minna, idet hun blev ganske rød i Hovedet, "maa hun ikke blive her?”
„Tys, Barn, tys.”
Men Minna vilde ikke tie, hun sprang op paa en Skammel, slog sine smaa Arme om Moderens Hals og bad: „Du er den kjærligste Moder, hvis hun maa blive, hun har intet Sted at være; nu er hun her; aa Moder, siig ja, siig ja.”
„Stille, Minna,” svarede hun alvorligt, idet hun reiste sig op og blidt satte mig paa Gulvet, „Du maa ikke bede saaledes; det gjælder ikke alene om at gjøre, hvad jeg gjerne vil, og for mit Liv gjerne vil jeg beholde dette Barn, men om at gjøre hvad jeg bør, hvad jeg kan forsvare for Gud, for hende, for Dig.” Hun gik ud af Stuen; jeg blev saa urolig; alt Blodet strømmede til mit Hjerte.
„Du skal ikke være bange, Du faaer nok Lov til at blive, saa skal Du aldrig mere græde, fryse eller sulte, og vi skulle lege sammen, og Du skal see mine Dukker, ja Du skal have den ene, den pæneste, den, der har begge sine Arme.”
„Ak nei, jeg skal vist bort.”
„Det troer jeg ikke, Moder er saa god, og det er Fader ogsaa, men han er hos Gud oppe i Himlen; det er hans Billede der hænger, see hvor mildt han seer paa os, han holder meget af smaa Børn, dog kun naar de ere artige.”
Jeg forstod hende ikke, jeg saae paa Himlen, jeg saae paa det klare Blik, som Billedet fæstede paa mig.
„Han ligner Dig.”
„Det sige de Alle, men nu maa Du ikke see saa forskrækket ud; Du ryster jo ordenlig. Gud skee Lov, der kommer Moder.
Jeg sank uvilkaarlig paa Knæ og løftede Hænderne op imod hende, da hun traadte ind.
„Marie, vil Du være en føielig, lydig og god lille Pige?”
„O ja, jeg vil være Alt, naar jeg blot maa blive.”
Hun tog mig i sine Arme: „saa bliv da, Barn, Gud lægge sin Velsignelse deri.”
Jeg hørte det tydeligt, men ligesom et Menneske, der fra den sorte Nat bliver ført ind i et Lyshav, uvilkaarligt lukker Øinene, ude af Stand til at taale Lyset, lukkede jeg mit Hjerte for Lykken. Det maatte vist være en Drøm; endelig forstod jeg Alt, ja, det var en Drøm, men den skjønneste jeg endnu havde havt; blot den maatte vare længe!
Jeg blev ført ind i et lille Værelse, hvor der stod to blændende hvide Senge, en stor og en lille, en Servante, et Skab og en lille Sopha. „Den skal være Din Seng indtil videre,” sagde de.
Minna sprang omkring og klappede i Hænderne, medens hendes Moder vadskede mig og med den letteste, varsomste Haand redte og flettede mit lange, mørkebrune Haar. Derpaa blev jeg fra først til sidst iført Minnas Klæder; det passede Alt, ja selv de smaa lakerede Sko og de hvide Strømper. Kjolen var temmelig viid, men det saae man ikke, da den lille, rødtærnede Blouse kom over.
„Nu skal hun see sig selv, ikke sandt, Moder?”
De førte mig ind i Dagligstuen og stillede mig paa en Stol foran Speilet. Jeg saae derinde et næsten fremmed Ansigt, et blegt, magert, uskjønt lille Ansigt, som jeg kun havde en dunkel Erindring om før at have seet afspeile sig i Meubelhandlernes udhængte Speile; jeg havde ingen Glæde af at see paa det, men Dragten var saa yndig, saa glat, saa reen, den lille forvadskede Sirtses Kjole forekom mig som kongelig Pragt. Var det virkelig mine Fødder, der havde disse blanke Sko paa? var det virkelig mit Haar, som altid før havde plaget mig ved at hænge ned i Øinene og vikle sig fast allevegne, der i tykke, glatte Fletninger hang ned paa mine Skuldre?
„Naa min Glut, er Du nu glad?”
„O saa glad!”
„Men sulten, ikke sandt? og det er Minna ogsaa og jeg med; Klokken er bleven over otte.”
Hun gik ud af Stuen, jeg havde saa gjerne fulgt, men vovede det ikke. Blot jeg nu ikke skal vaagne, før hun kommer tilbage, tænkte jeg.
„Her skal Du see mine Dukker, det er Ingeborg, hun har kun een Arm, men det seer man ikke, naar hun ligger i Sengen, og her er Dagmar, hun er af Porcelain og kan vadskes, det skal være din Dukke; og her har jeg en Mølle, en Boldt, Billedbøger og et Fjerboldtspil.”
Alle Herlighederne laae udbredte for mig, men jeg skjænkede dem kun halv Opmærksomhed, mit Blik var fæstet paa Døren, og jeg blev først rolig, da Minnas Moder kom ind igjen.
Hun bredte en Dug paa Bordet, satte en Tallerken lækkre Rugbrødssmørrebrød, en Kande Mælk og tre nydelige, smaa Kopper frem. Minna kom med Radiserne; de vare fra hendes egen Have, tre røde og to hvide til hver. Det smagte udmærket, ganske anderledes end Mad ellers smagte i Drømme, mon jeg skulde være vaagen? nei, nei, nei.
Minna laa i den lille Seng og jeg laa paa Sophaen, laa saa besynderlig blødt og deiligt paa de snehvide Puder.
„Godnat, lille Moder.”
Hun bøiede sig over Minnas Seng, klappede og kyssede hende; jeg kunde næsten høre mit Hjertes Slag, hvad vilde der nu komme.
„Godnat, Marie.”
Øinene saae ligesaa kjærligt paa mig, Kysset var ligesaa varmt; jeg klyngede mig til hende.
„Hvad betyde disse bedende Øine, lille Marie?”
„Gaa ikke endnu, bliv lidt, jeg er saa bange for at vaagne.”
„Min stakkels, lille Unge, troer Du, det er en Drøm? det er det ikke; nu er Du vaagen, men Du skal smukt sove og først vaagne imorgen, vaagne her. Gud velsigne min lille Pige.”
Hun slukkede Lyset og gik iseng.
Jeg gjorde mig Umage for ikke at falde isøvn, af Frygt for at vaagne; at der laa en Modsætning heri forstod jeg ikke, men Søvnen kom dog med stærke, rædsomme Drømme. Dorthe og min Stedmoder vare efter mig; jeg styrtede bort, men de kom nærmere og nærmere; da løb jeg op i Huset, hvor den gamle Herre boede, for at skjule mig der, men hans Pige stod i Døren og slog mig med Kosten i Hovedet, saa jeg tumlede ned ad Trappen og vaagnede derved.
Maanen skinnede paa Væggen, paa de to Senge, paa min Hovedpude, Uhret dikkede; jeg listede mig ned paa Gulvet, sneg mig hen til den største Seng, saae paa det skjønne, rolige Ansigt, trykkede mine Læber paa den smalle Haand, der hvilede paa Tæppet og begyndte at fatte, at haabe, at troe, at det var Virkelighed, at jeg havde forladt den ulykkelige Tilværelse og var gaaet over i den lykkelige.
Sagte krøb jeg iseng igjen, lukkede trygt mine Øine og sov en rolig, vederkvægende Søvn uden Drømme.
„Syvsover, vaagn op.”
Minna stod fuldt paaklædt foran mig, da jeg slog Øiet op og forundret saae mig omkring; hun lagde fine smaa, buttede Arme om min Hals: „Godmorgen, lille Søster.”
„Godmorgen, Du dovne Barn! naa, hvor vaagnede Du saa? var det en Drøm, eller havde jeg Ret, siig saa Godmorgen til Din Moder.”
„Moder?”
„Ja Moder, vil Du ikke nok holde af mig som af en Moder?” O, jeg var lykkelig, saa lykkelig, at det forekom mig, som maatte jeg dog komme derfra, som kunde dette umuligt vare ved.
Mælken og Smørrebrødet stod og ventede, de vilde ikke drikke, før det nye Barn kom.
„Om Morgenen faae vi ingen Radiser,” sagde Minna, „for saa vilde de ikke kunne holde ud.”
Moder — hvor sødt var dette Navn ikke for mig — førte mig hen til Maleriet.
„Lille Marie, see nøie paa ham, det er Din Fader. Han er en salig Aand hos Gud, men Kjærligheden forbinder ham endnu med os; han bifalder, o, det er jeg saa vis paa, at Du er blevet mit Barn. See hvor kjærligt hans Blik er, hans Hjerte var endnu kjærligere, see hvor hans Mund smiler, der er aldrig gaaet et bittert eller usandt Ord over hans Læber.”
„Kom, Marie, lad os løbe ud i Haven. Kan Du vande?”
„Nei.”
„Saa skal jeg lære Dig det. Først fylder man denne lille Kande med Vand, saadan, nu skal Du see.”
Duggen glindsede paa Blomster og Blade i den lille Have, der var deelt af en Gang, som endte i et Lysthuus. Paa den ene Side stod slet ikke andet end Blomster, paa den anden mest Urter; i det ene Hjørne var et Kirsebærtræ, i det andet to Nøddetræer. Minnas Bed laa tæt ved Lysthuset; det var garneret med Radiser og Gulerødder; i Midten stod en vissen Tulipan, men eengang havde den været deilig. Minna trak en Gulerod op, tørrede den af i Toppen og gav mig den.
„Der, hvor alle Blomsterne staae, det er Professorens Side, Kirsebærtræet er ogsaa hans, men der er næsten ingen Bær derpaa; dem spise Fuglene; han holder saameget af Fugle og bryder sig ikke derom; hver Morgen giver han dem et Franskbrød, og Juledag faae de en stor Julekage. — Det er Mette der gaaer, hun er baade vor og Professorens Pige. Kan Du tale med Fingrene?”
Tale med Fingrene, det var noget, jeg slet ikke kunde tænke mig, mindre selv udøve.
„Døvstumme Folk tale altid med Fingrene, det kan Du snart lære. See, dette er A.”
„Hvad er A?”
„Kan Du ikke Bogstaver?”
„Nei.”
"Ja saa maa Du først lære det.”
Jeg følte mig yderst vankundig. Imidlertid nærmede Mette sig, idet hun klappede i Hænderne, lo og gjorde de besynderligste Grimacer. Hun var hverken ung eller gammel, under Middelhøide, havde en lille, grøn Fløiels Hue paa Hovedet, milde, livlige smaa Øine og de raskeste Bevægelser, man kunde tænke sig. Med overtroisk Skræk saae jeg Minna stille sine smaa Fingre paa forskjellige Maader, som Mette gav tilkjende, at hun forstod, hvorpaa hun besvarede dem. Jeg mærkede, at det var mig de talte om og havde stor Lyst til at løbe min Vei, men Mette forlod os, før jeg fik det iværksat, kastede sig ned og lugede mellem Blomsterne.
„Du skal ikke være bange for Mette, jeg holder saa meget af hende; kan Du see, hvor hun kysser Rosen, det gjør hun altid, naar een er rigtig smuk. Aa, nu skal Du bare see, der er Professoren.”
Et Vindue blev aabnet, og en høi, mager Mand, hvis sneehvide Haar stak endnu mere af mod hans brunrøde Kinder kom tilsyne. Hans lyseblaa Øine straalede af Tilfredshed, medens han plukkede et Franskbrød i ganske smaa Stykker og kastede dem ud i Haven. Det var, som havde Fuglene ventet derpaa, thi de kom strax og flokkede sig om det lækkre Maaltid.
„Minna,” raabte han, da den sidste Krumme var fortæret, „vil Du komme ind og see, nu har jeg endelig faaet min Dreng færdig.”
Hans Dreng færdig! det var besynderligt, jeg forstod det ikke, dog jeg forstod jo saa lidt.
Minna hoppede hen til ham, steg først op paa Bænken, der stod under Vinduet, traadte derpaa dristig paa hans udstrakte Haand og blev løftet ind. Jeg stod aldeles forbauset og saae efter hende.
„Det er en forskrækkelig Vildkat, den Søster, det ville vi ikke lære, vel Marie? vi ville altid gaae ind af Døren og ikke af Vinduet.”
Moder tog mig i Haanden, jeg følte mig saa tryg i hendes Selskab; vi gik ind i Huset og hun bankede paa den Dør, der var ligefor vor.
Den høie Herre lukkede op, rystede Moders Haand og nikkede til mig. Stuen var ligesom vor Stue, og dog saae den ganske anderledes ud: der var saamange Malerier, saamange underlige Ting, men det Hele var dog smukt.
„Godmorgen, min kjære Prosessor, har Minna fortalt Dem om den nye Søster, og hvad synes De om det?
„I ethvert Tilfælde vilde jeg synes godt derom, finde det ædelt, herligt, men nu, da De har gjort det, er det tillige rigtigt, fornuftigt, De, den fornuftigste lille Kone paa Jorden.”
Han tog mig under Hagen, løftede mit Hoved op og saae opmærksomt paa mig.
„Tag Dig iagt, Marie, han tænker allerede paa at gjøre Dig udødelig.”
Jeg trak mig tilbage. Han maatte bestemt være en Troldmand, skjøndt han saae saa god ud og slet ikke lignede de Troldmænd, Dorthe havde talt om.
„Nu maa De see min Dreng, han er ganske færdig.”
Jeg trykkede mig tæt op til Moder, meget bange for den færdige Dreng.
Vi gik ind i det andet Værelse; jeg blev betydelig lettet, da jeg saae, at det kun var en malet Dreng, og fik Mod til rigtig at betragte ham, og jo længere jeg saae, jo mere levende blev han.
Det var en fattig, lille Dreng; hans Dragt var pjaltet, hans smaa Fødder bare, hans Haand udstrakt efter Hjælp, men kun lidt udstrakt, han vilde nødig bede, det læste jeg i hans store, sørgmodige Øine, der dog saae saa tillidsfulde ud, som om Ingen kunde afslaae ham noget. Det var et skjønt Ansigt, et kjærligt Ansigt, et ubeskrivelig sørgmodigt Ansigt. Han levede, han aandede, jeg kunde ikke andet, jeg brast i Graad.
„Den stakkels, lille Dreng. nu har jeg det saa godt.” Professoren klappede i Hænderne.
„Jeg gamle Skarn,” raabte han, „glæder jeg mig ikke over hendes Taarer; saadanne Ord ere Musik; Naturbarnets Ros er Musik. De græder ogsaa, Frue, og jeg gamle Skarn glæder mig derover.”
Aldrig har De efter min Mening malet noget Fuldkommere; efter at have seet det, er jeg dobbelt glad over at have taget Marie.”
„I Høienlotfssale skal det hænge; en mægtig Mand bad mig male ham et Stykke, hvad jeg selv vilde, og da valgte jeg dette. Jeg har aldrig følt mig mere begeistret, det har været som noget Høiere har styret min Pensel. Naar Lysekronerne skinne paa et talrigt Selskab, paa Silke, Fløiel og Guld, da skulle de ogsaa skinne paa den fattige Dreng, og hans bedende Blikke ville, med Guds Hjælp, vække Medlidenheden i de Hjerter, hvor den ikke er død, men kun sover.”
„Jeg finder, at det kunde være endnu smukkere,” sagde Minna dristig, „naar Du ogsaa havde malet en god Mand ved Siden, som gav Drengen Penge, og saa var det heller ikke nær saa sørgeligt.”
„Du er en rigtig lille Nar,” lo Professoren; „hvem vilde give Drengen, naar han allerede havde faaet. Han er en Repræsentant for alle fattige smaa Drenge; hans Bøn bliver den samme Aar for Aar; han faaer aldrig nok, saalænge der er Armod paa Jorden. — Sæt Dem, min kjære Fru Staal, her i Bedstemoders Lænestol. De troer ikke, hvor jeg er glad; lad dem hæve mig til Skyerne i Bladene, lad dem rive mig ned, jeg bryder mig lige lidt derom, ja selv om de sagde, at min Kunst begyndte at gaae i Barndom, vilde det være mig ligegyldigt; jeg har faaet Opmuntring nok af dette Barns Mund for lang Tid.”
Han satte mig paa det ene Knæ og Minna paa det andet og begyndte at synge; „Rosen blusser alt i Danas Have.”
Moder og Minna stemmede i med; jeg var aldeles forbauset og henrykt.
„Professor Lange, jeg har en Bøn til Dem; vil De gaae til Maries Stedmoder og tale med hende, vi kunne jo dog ikke beholde Barnet, uden videre, som en vild Fugl.”
„Hun seer mere ud som en tam Fugl, en altfor tam Fugl. Hvor boede Du, Du Smaa?”
Jeg blev uendelig bange, o, de vilde dog vist sende mig tilbage igjen, naar de vidste, hvor min Stedmoder boede; jeg turde derfor ikke sige det, men taug haardnakket.
„Men saa svar dog! er Barnet aldeles fra sine Fem, seer hun ikke paa mig, som troede hun jeg vilde forraade hende.”
„De maa ikke være vred; hun er vist ofte bleven narret. See paa mig, Marie, troer Du ikke jeg holder af Dig, troer Du jeg vil miste Dig, ligesom jeg har faaet Dig. Det kan ikke være andet, Du maa bestemt have Tillid til mig, hvor boede Du?
„Adelgade Nr. — oppe paa Kvisten til Gaarden.”
„De er en Tusindkunstner, Fru Staal! nu skal jeg imidlertid skynde mig for at befrie den lille Mistroiske for Ængstelse.”
Han kom alligevel ikke igjen før om Eftermiddagen; han havde truffet Bekjendte, og Klokken var bleven fire, før han troede den var tolv. Der var ikke det Mindste iveien fra min Stedmoders Side; hun havde været sjæleglad.
„Men den Anden,” sagde han, „det var en mærkelig En, en ganske mærklig Een; spaaede hun ikke i Kort?”
„Nei.”
„Eller i Kaffebønner, hun gav sig bestemt af med at spaae.
Jeg forstod ham ikke rigtigt, men svarede dog nei.
„Ja, spaaer hun ikke, saa skal Verden alligevel see hende som Spaakvinde, det skal jeg være Mand for. Her er Barnets Døbeseddel.”
Moder tog det gule, krøllede Papir, læste det igjennem, glattede det og gjemte det i Chatollet.
Jeg vidste ikke, hvad Papiret indeholdt, men jeg var bange for det; det forekom mig som det sidste Baand mellem mig og Fortiden; jeg ønskede inderligt, at det ikke havde været, ja, længe efter blev min Lykke forstyrret, hvergang jeg huskede paa det gule Papir i Chatollet.

Tredie Kapitel

Intet Barn kunde være mere modtageligt for Kjærlighed end jeg; i dens Haand jeg elskede var jeg blød som Vox; havde slette Mennesker viist mig Ømhed var jeg bleven slet som de; under Moders velsignede Indflydelse, gjorde jeg mig al Flid for at være artig og god, og dog laa der, netop i min inderlige Kjærlighed til hende, Spiren til en ond Lidenskab, til Skinsyge; dog, Gud skee Lov, den blev aldeles kvalt.
Havde Moder viist Minna mere Ømhed end hun viste mig, vilde jeg have næret Bitterhed og Vrede mod den søde, lille Pige, som deelte Alt med mig, men hun var eens imod os; med den skarpeste Opmæksomhed kunde jeg ingen Forskjel opdage, ja, hun gav sig endogsaa mest af med mig, der var saa forsømt i enhver Retning. Selv nu, naar jeg tænker derover, troer jeg ikke det var Pligt alene; af Pligt kan man vistnok være eens i Reglen, men ved enkelte Leiligheder vil Kjærligheden dog give sig tilkjende; jeg troer, at hendes Medlidenhed med det fattige Barn var saa stor, hendes Hensigt at sørge for det saa oprigtig, at hun strax optog det i sit Hjerte som sit eget Barn og virkelig elskede det ganske som sit eget. Dog ligesaameget som jeg ønskede, at Moder ingen Forskjel skulde gjøre paa os, ligesaameget fordrede jeg, at Andre skulde gjøre mere af Minna, ligesaa klart indsaae jeg, og indsaae det med Glæde, ja med en vis Stolthed, at hun stod langt over mig i enhver Henseende. Moder lærte mig at læse og hjalp Minna med at lære mig at lege, og jeg lærte begge Dele mest for at føie dem, for at vise min Hengivenhed; dog snart holdt jeg af Legene, og da de første Vanskeligheder vare overstaaede, ogsaa af Læretimerne. Der var, mærkede jeg snart, Plads til en god Deel i mit tomme, lille Hoved.
Hvor ubeskrivelig deiligt var det for mig at have et Hjem, det hyggeligste, det kjærligste Hjem. Hvilken blid, fornøiet Stemning var der ikke altid udbredt over Moder, hvilket Liv og hvilken Lystighed over Minna; hvor var hun mild og kjærlig fra den tidlige Morgen til den sildige Aften, hvad kunde hun ikke finde paa, hvor sang og dandsede hun, men hun kunde ikke altid sine Lectier og det kunde jeg.
Ved Mettes Hjælp lavede Moder selv Maden, den var saa indbydende i sin Tarvelighed; dengang fandt jeg den rigtignok ikke tarvelig, men det var den, tarvelig som vore Klæder, der alligevel vare smagfulde og nette.
Jeg saae snart, at de fine, skjønne Arbeider, Moder beskjæftigede sig med, af Mette bleve ombyttede med Penge. Det undrede mig lidt, at Sligt var nødvendigt i den lykkelige Tilværelse, men, da det var som en Fornøielse for Moder, tænkte jeg ikke videre derover.
Aldrig have Børn lært Religion paa en bedre Maade end vi. Moder var selv saa gjennemtrængt af den; Guds Ord var hendes Lov; hun handlede efter det, søgte Trøst og Raad hos det. Christus var hendes Herre; gjennem ham nærmede hun sig frimodig, opfyldt af Kjærlighed, Taknemmelighed og Ærefrygt, til Gud. Hun lærte os, at vi ere Vandringsmænd og at vort Borgerbrev er i Himlene; og vi troede det, troede det gjennem hendes Ord, og, maaskee endnu mere, gjennem hendes Vandel.
Moder og Professoren havde mangen halv alvorlig, halv spøgefuld Strid om Sandheden. hun holdt paa ubetinget Troskab imod den; han bad for: „en lille Nødløgn,” men Moder var ubønhørlig.
„O nei, nei, ingen lille Nødløgn, thi den viser netop, hvor man ringeagter Sandheden, at man ikke vil underkaste sig en lille Ubehagelighed, en blot Forlegenhed, hellere end træde den for nær. Desuden maa det Menneske, som aldrig vil lyve, ogsaa paa Grund deraf handle bedre end Andre. Dog er Nødløgn naturligviis ikke den værste Løgn, det anseer jeg derimod Hykleri for.”
„Det er vist, det troer jeg ogsaa,” raabte vor kjære Professor; intet Menneske var mere fritaget for Hykleri end han.
Mette var den eneste af mine Venner, som ikke havde rigtig Tillid til mig. Hun saae nøie efter, at jeg ikke tog Noget i Haven, advarede Moder flere Gange for Syltetøi og Sukker, og troede altid, at jeg havde en eller anden Spilop for, skjøndt hun aldrig greb mig i nogen. Jeg var ikke vred. paa Mette; det morede mig næsten, da jeg havde en fuldkommen reen Fod at staae paa.
Mettes Kjærlighed til Blomster var virkelig rørende; hun talte til dem paa sin egen Maade, uden Ord; naar de trivedes godt og vare smukke, klappede og kyssede hun dem; en styg Blomst truede hun; de halvvisne, svage Planter rystede hun paa Hovedet af og ynkede.
Om Sommeren stode hendes Blomsterpotter i Haven, om Vinteren i Vinduerne og i hendes egen lille Stue paa Borde og Stole. Aar for Aar fik hun flere, Aar for Aar fik hun mindre Plads at bevæge sig i. hun holdt inderligt af sin Professor, men hun gjorde dog lidt Nar af ham, han var en snurrig, ja den snurrigste Mand under Solen; det kunde hun bevise, og saa gik Fingrene paa Mette saa rappe som den rappeste Mund.
Hun havde engang arvet en lille Pengesum, og da hun neppe brugte sin halve Løn, havde hun en heel Deel Specier, som hun gjemte i Strømpefødder. Disse smaa Poser vare hendes Glæde; gode Dage til Alderdommen, kaldte hun dem; sætte dem ud vilde hun ikke, det var den rene Ruin, saa fik man dem nok aldrig at see mere; kjøbe Obligationer og faae Renter hvert Aar, det forstod hun ikke, men Eet vidste hun, at naar man først begyndte at spekulere, blev man snart fattigere end en Kirkerotte. Hvad Moder sagde, og hvad Prosessoren sagde, nyttede lige lidt, og de gode Dage for Alderdommen bleve liggende i Mettes Skuffe.
Det Tryk, der havde hvilet saa stærkt paa mig, efterlod Spor længe efter at det var hævet. Skjøndt jeg var uendelig lykkelig, og kun havde een Sorg, en vis ubestemt Frygt for at det ikke kunde vare ved, var jeg dog et stille Barn, ikke aaben og overgiven som Minna, men frygtsom og indesluttet. Minna var mig hjertelig kjær, men jeg elskede dog Moder høiere, jeg trængte saa ubeskriveligt til hende; desuden følte jeg, at hun vidste hvad Sorg var, og derfor forstod mig bedre end den lille Søster, der saae Verden og Menneskene i det mest rosenrøde Lys.
Ofte legede Moder med os om aftenen, og hun var da ganske Barn.
„Det banker paa Døren,” raabte Minna en aften og idetsamme traadte en middelhøi Mand med graasprængt Haar og en dyb Rynke mellem Øienbrynene ind i Stuen.
„Godaften, min kjære Pastor Skau, hvad tænker De om mig, der er aldeles forpustet af at lege Tagfat.”
„Jeg tænker,” sagde han, og hans Øine antog et uendelig blidt Udtryk, „hvad jeg tænker, hvergang jeg kommer her, at her er en lille Havn, hvor Verdens Storme ikke kunne trænge ind.”
Han tog Plads i Sophaen og Moder og han talede sagte sammen.
„Marie, kom herhen.”
Pastor Skau løftede mig op paa sit Skjød „det er en stor Glæde, Fru Staal, at dette Barn nu er i gode Hænder, det er en stor Glæde at see saa skjøn en Gjerning blive udført. Hun seer ud, som var der ikke Ondt i hende; en Smule forknyt, dog det kommer sig nok. — Jeg er ogsaa forknyt, og De maa trøste mig, som De saa ofte har gjort; jeg er træt, og har Samvittighedsnag over at være det. I min Menighed paa Landet vidste jeg, at jeg udrettede meget Godt, her er jeg ikke engang sikker paa at jeg udretter noget. I Guds Navn gjør jeg mit Bedste, men den Fordærvelse og Slethed, jeg seer rundt omkring, gjør mit Hjerte sygt.”
„Lad os gaae ud i Haven,” hviskede Minna mig i Øret, og da vi kom ind igjen, var den dybe Rynke mellem Præstens Øienbryn næsten glattet, og det trætte Udtryk havde veget Pladsen for et fast og ivrigt.
Hvor ofte, næsten hver Dag, naar Veiret var smukt, gik vi til Frederiksberg. Moder havde Arbeide med og tog Plads paa en skyggefuld Bænk, medens vi tumlede os i det Grønne. Naar det var meget varmt, drak vi et Glas Vand ved Kilden, og den gamle Kildekone med de røde Øine nikkede saa mildt til os; det var som hun holdt af os, og saa skyllede hun det Glas, hun rakte Moder, meget bedre end hun ellers skyllede Glassene, for i Gjerningen at vise sin Venlighed. Engang imellem kjøbte vi en Honningkage hos hende til Svanerne. Det var en Fornøielse. Det var de deiligste Dyr, syntes vi; Minna klappede i Hænderne, og Moder fortalte os Historien om den grimme Ælling.
En vaad, mørk Decemberdag kom Minna styrtende ind i Stuen: „Aa Moder, der er Karen, Jens Peter er med. Nu skal Du see Karen, Marie.”
Vi skyndte os ud i Gangen, hvor en temmelig ung, rødmosset Bondekone og en lille, næsten hvidhaaret Dreng, der bar en Tine [1] , stode og rystede Regnen af dem.
„Naa det er da en Fornøielse, lille Frue, at see Dem igjen. Tag Kaskjetten af, Jens Peter! ja vi ere bare vaade udentil; det er ikke trængt ind.”
Karen slog sin store, tærnede Paraply op og stillede den i et Hjørne, at Regnen kunde løbe af, derpaa rystede hun sin grønne, hjemmegjorte, uldne Kaabe med det store, tunge Slag ud af Gadedøren og hængte den paa en Knage.
„Tør nu Fødderne af, Jens Peter, mere endnu, Dreng! naa, ræk saa Fruen Tinen, det Par Æbler og den Ost maa De ikke forsmaae. — Aa det Barn, hvor er hun dog sød.”
Karen tog Minna i sine Arme og kyssede hende. „Gaa ud til Mette, lille Marie, og bed hende varme Vand til Kaffe.
Jeg havde en lille Anelse om, at jeg blev sendt bort, for at Moder kunde tale til Karen om mig, og da jeg kom ind igjen, saae jeg ogsaa et meget bestemt Udtryk paa Moders Ansigt, og en temmelig stærk Rødme paa hendes Kind. Karen saae suur-sød ud.
„Naturligviis har Enhver Lov til at gjøre ved Sit hvad han vil, men tie og tænke kan Ingen krænke. Kom herhen Du Smaa, at jeg kan see paa Dig! ja Du seer jo ganske skikkelig ud, lad mig nu ogsaa see, at Du opfører Dig brav, skjønner paa at saadant et fattigt Barn har faaet det godt i alle Maader, og Lærdom ovenikjøbet; glem aldrig hvem Du har været, og vær altid Fruen taknemmelig.”
„Marie skal være Vorherre taknemmelig for mig, som jeg er ham taknemmelig for hende.”
Karen rystede paa Hovedet, men til alt Held blev den temmelig uhyggelige Stemning idetsamme afbrudt ved Professorens Indtrædelse. Han blev saa lykkelig over at see Karen; hun skulde ind paa hans Værelse og see hans nyeste Malerier.
„Det er deiligt Altsammen,” lød hendes temmelig overfladiske Bedømmelse.
„De er ganske den samme, Herr Professor, De bliver altid ung, ligesaa ung, som De var i salig Fruens Tid. Kan De huske, hvor jeg var arrig paa Dem, naar De sov fra Lyset, eller naar De kom Cigaraske og sorte Fødder paa Gulvet, ak Du kjære Gud, hvor jeg saa skjændte, men det fortrød mig dog bagefter, og saa lavede jeg til Forsoning Deres Livret, Krumkager; Fuglene fik et Par med, ellers smagte de ikke, ja De har altid været et Barn.”
Moder og Professoren loe ved de gamle Erindringer; Karen lo ogsaa, og den skikkelige Kones Sind mildnedes; hun saae paa mig og nikkede.
„Du er en god lille Unge, og det er rart, at den Anden har faaet En at lege med. Naar Du besøger os til Sommer i Farum, saa skal Du see, at Jens Peter er en anden Karl hjemme, end her, hvor han staaer, som havde han mistet Mælet.”
Da Kaffen var drukket i den gemytligste Stemning, blev den store, grønne Kaabe taget paa igjen og Paraplyen slaaet sammen, hvorpaa Karen og Jens Peter bade Farvel, efter at Moder havde lovet at skrive et Par Dage før vi kom.
„Gravene skulle faae friske Gravkrandse Juledag,” var Karens sidste Ord.
„Hvis Grave?”
„Faders Grav og Bedstedmoders Grav; hun er egentlig vor Oldemoder, men jeg kalder hende altid Bedstemoder, for det gjør Professoren og Moder. Karen var hendes Pige i tolv Aar, derfor holde vi saameget af hende.” —
„Vil De gjemme Børnene for mig, Professor Lange,” bad Moder Juleaften, idet hun skjød os ind i hans Stue, „men der maa være rigtig mørkt inde hos Dem.”
Med en hemmelighedsfuld Mine slukkede han Lampen, rullede Gardinet ned og trak Skjærmen for Kakkelovnen.
„Nu er her mørkt, ikke sandt? jeg vil have En paa hvert Knæ, see saa. Lad os nu rigtig tænke paa det lille Jesusbarn i Krybben, paa Stjernen, der lyste for de hellige tre Konger og paa Englene, der viste sig for Hyrderne.”
„Kom ind!”
Vi kom ind i et Lyshav; det grønne Træ, de røde og hvide Lys med alle de smaa Flammer, det var yndigt, vidunderlig yndigt; selv Minna blev saa stille, dog kun et Øieblik.
Om Faders Portrait var der slynget en Krands af Vintergrønt, samlet med tre Rosenknopper; dem havde Mette opelsket i sin lille Stue; det var hendes Gave til Moder.
Karens Æbler pyntede saa smukt; vi plukkede dem ned og de couleurte Net med Nødder fra vore egne Træer. Vi fik hver Tøi til en Kjole af Moder; af Professoren fik vi Andersens Eventyr og en Mand af Chocolade. Moder gav Mette en ny grøn Fløiels Hue og et Forklæde; til Professoren havde hun strikket et smukt Halstørklæde; det fik han hvert Aar, da han altid tabte sit henad Foraaret.
„Frelseren er født,” sagde Moder, „men er han ogsaa født for os? den skjønneste Julegave er Bevidstheden om, at hans Magt over vore Sjæle er bleven større, at vi ere blevne kjærligere og ydmygere. Det er den sande Juleglæde. — Lille Marie, jeg har seet mange gode Egenskaber spire frem hos Dig, men een Ting har jeg at udsætte: Du elsker os saa inderligt, men dit lille Hjerte er næsten lukket for Fremmede. Du er ikke selv Skyld deri, men Du vil, med Guds Hjælp, være Skyld i at det kan blive anderledes. Du, min Minna, er langt mindre egensindig end Du før har været, lad mig næste Aar kunne sige, at Du er langt mere stadig.”
„Og jeg,” bad Professoren, „De maa ikke glemme mig.”
„Det vilde passe sig meget slet for mig at formane Dem; desuden, medens man beundrer høie og ædle Dyder hos Dem, kan man kun opdage Barnets Feil.”
Ak nei, jeg veed det bedre, tænk blot paa Nødløgnen, og den kan jeg ikke skille mig ved. — Deres Tale var god; nu har jeg holdt min Kirkegang, Julen er kommen ind i mit Hjerte. Naar jeg gaaer i Herrens Huus, er der saa meget, som afdrager min Opmærksomhed fra Talen, hvor smuk den end er. De forunderlige Bedemænd, de afmaaalte Kirkebetjente, de forskjellige, løierlige Kirkegængere; jeg vilde først have godt af en Prædiken, naar jeg var bundet for Øinene. Naturen er min Kirke, og selv der drager det Skabte mit Hjerte for meget fra Skaberen. Naar jeg rigtig vil opbygges, gaaer jeg ud en ensom Nat og seer paa Stjernehimlen, seer mig ret ind i den, og naar jeg da tænker, at hver Stjerne er en Klode, og at mange ere uendelig mange Gange større end Jorden, føler jeg ret min grændseløse Ubetydelighed, men jeg føler tillige, at der inden i mig er Noget, der ikke kan døe, og jeg bøier mine Knæ og lover og priser Universets Herre for min udødelige Siæl.”
Det sidste, lille Lys gik ud, da han endte; Mette slog Døren op til Spisestuen, hvor Risengrøden stod paa Bordet og dampede; hun fik Lov til at spise med os Andre og var sjæleglad.
„Naa,” sagde Professoren, da Maaltidet var endt, „vi have feiret en velsignet Juul her; nu skal jeg ud i stort Selskab og feire den paa anden Maade.”
Længe kunde jeg ikke falde isøvn, jeg var saa optaget, saa glad; jeg bad ret inderligt til Gud, at jeg næste Aar maatte have lært at elske alle Mennesker, som Moder ønskede at jeg skulde. Da Klokken slog to, kom Professoren hjem; jeg hørte ham dreie Nøglen i sin Dør og synge:

Vier Clemente
Inuig gesellt —

Derpaa faldt jeg isøvn.
Næste Morgen før vi gik i Kirke, vare vi inde hos Professoren og saae ham smuldre den store Julekage til Fuglene.
Nytaarsdag kom Pastor Skaus Kone; hun var umaadelig pyntet; en stor Fjer vaiede paa hendes Hat; der var et sødt Udtryk i hendes Ansigt, som jeg ikke holdt af.
Hvor saae Moder fiin og elegant ud i sin sorte Silkekjole ved Siden af den brogede Fru Skau; hvor fremhævedes hendes utvungne, naturlige Væsen af den Andens affektation.
Fru Skau overøste Minna med Kjærtegn, men det forekom mig, som var det ikke saameget af Venlighed, som af Forlegenhed, idet hun ikke vidste, hvad hun skulde sige til Moder, fordi der næsten ingen Berøringspunkter var imellem dem.
„Jeg maa endelig tale med den kjære Professor Lange,” sagde hun, „han er os utro, besøger os aldrig, skjøndt han eengang for alle er indbudt hver Søndag Aften; vore Fremmede haabe bestandig paa at han skal komme, men forgjæves. Han er mageløs original og elskværdig.”
„Marie, bed Professoren komme herind.”
„Godt at jeg blev advaret, lille Mie,” svarede han, da jeg fortalte, at Fru Skau gjerne vilde see ham, „jeg vilde gaae ti Mile for at undgaae den Kjærling. At jeg skulde komme og pynte paa hendes Selskaber, som en Pappegøie eller et andet udenlandsk Dyr! jeg er ikke hjemme, dog det maa Du ikke sige, da det ikke er sandt; det kan Mette løbe med.”
Mette lo med hele Ansigtet, da hun modtog Besked og skyndte sig paa sin forunderlig hastige Maade ind til Moder.
„Jeg maa dog,” hørte vi Fru Skau sige i Gangen, „før jeg gaaer, titte ind i vor store Mands Værelse og see paa hans nyeste Malerier.”
Hun begyndte at dreie paa Laasen, men Professoren skjød i en frygtelig Fart Slaaen for.
„Nu har hun da faaet et haandgribeligt Bevis paa, hvor original og elskværdig den store Mand er. — ”
„Skjænd kun paa mig, lille Mie, jeg har ærlig fortjent det. —”
„Har De Lyst til at see mit sidste Arbeide?” spurgte Professoren en Foraarsdag. Vi vare meget nysgjerrige, da han, mod Sædvane, havde holdt sig indesluttet, medens han malede.
Aldrig glemmer jeg min Skræk, da jeg saae det; det var vor Stue i Adelgade, Vinduet, Stolen med de tre Been, den plumpe Seng med Halmen og det pjaltede Tæppe. Gamle Dorthe sad saa lyslevende paa Sengekanten med Bordet foran sig, Snuustobaksdaasen stod ved Siden, en Praas i en Flaske kastede et usikkert Skjær paa et Spil Kort, som laa udbredt paa Bordet. Hendes Øine lyste, hendes Mund mumlede, Pegefingeren var hævet, som den pleiede, naar hun talte. En smuk, ung Tjenestepige med en Kurv paa Armen stod foran hende; hun var bleg og forskrækket, og hendes Blik hvilede ufravendt paa Dorthes Læber, hvorfra Oraklet lød.
Det var saa naturligt, at jeg kom til at ryste, og da jeg havde seet noget derpaa, styrtede jeg ind i vor Stue og skjulte mig under Bordet.
„Lille Mie, kom frem. Du veed ikke, hvor jeg holder af Dig, Du er den af alle Mennesker, ja jeg kan sige med Sandhed, af alle Mennesker, paa hvem mine Malerier mest gjør den tilsigtede Virkning. Du ryster jo ordentlig for den fæle Dorthe, Du er et ypperligt Barn og behøver ikke at være bange, jeg skal snart faae hende ud af Huset, hun skal til Charlottenborg, endnu i denne Time.”
Pastor Skau kom en Dag med sin lille Datter og tog Minna og mig med paa Maleriudstillingen. Der var saa mange deilige Ting, men Intet var dog saa deiligt som den fattige Dreng. „Det er det hedste Stykke paa hele Udstillingen,” sagde med stor Vægt en vægtig Mand med Briller paa Næsen. Minna blinkede til mig, vi følte os saa stolte og glade; det Stykke hørte jo paa en Maade til vor Familie.
„En rig Engelskmand,” som gik omkring med kritisk Mine og nedsatte paa Alt, blev aldeles henrykt ved Synet af Dorthes Billede. Han kjøbte det strax, og endnu samme Uge reiste han til England med det. Jeg havde følt saamegen Frygt, hvergang jeg saae det, at det var en behagelig Bevidsthed at vide det saa langt borte.
Roligt og regelmæssigt forløb Dagene; jeg var uendelig lykkelig og meget flittig, saa flittig, at jeg snart indhentede Søsteren.
„Maae vi faae det? maae vi gjøre det?” bad Minna mange Gange om Dagen.
„Marie, hvorfor beder Du aldrig om Noget?”
„Jeg faaer jo Alt, hvad jeg ønsker.
„Hun beder rigtignok ikke ofte,” bemærkede Professor Lange hertil, „men hun vilde tage sig fortræffeligt ud som et bedende Barn; jeg har tænkt paa at male hende i den Stilling, og Minna svævende over hendes Hoved, som en Engel.
„O nei, det maa De ikke, Minna er ingen Engel, og Marie skal kun bede i Løndom, ikke for Alles Blikke, De maa virkelig ikke.”
„Ja jada, Fru Staal, naar De misbilliger det, har De Ret, De har altid Ret. Jeg har ofte ønsket at male Dem, men jeg troer mig ikke istand dertil. Der er en Modsigelse i Deres Ansigt; hvergang De slaaer Øiet op og seer paa mig, forbauser det mig; det barnlige, blide, ja om jeg saa tør sige, ydmyge Udtryk passer ikke til de regelmæssige, næsten stolte Træk.”
„Hvis det virkelig er, som De siger, maa en Menneskekender jo kunne læse mit Livs Historie i mit Ansigt.”
Prosessoren gik hen til Moder og trykkede et Kys paa hendes Haand. Jeg saae paa de skjønne Træk og det endnu langt skjønnere Udtryk, og brød min lille Hjerne forgjæves, for deraf at læse hendes Livs Historie.
Hvert Foraar gjorde Professoren, naar han var i Landet, en Kjøretour.
„Nu er Bøgen sprungen ud; idag maae vi afsted.”
Et Øieblik efter holdt Wienervognen for Døren, og bort rullede vi. „Jeg hader Betænkningstid,” sagde han.
Hvor vi vare glade paa disse Toure. Mette sad hos Kudsken; hun vendte af og til Hovedet og nikkede, til Tegn paa sin Fornøielse. Vi kjørte ialmindelighed ad Strandveien til Klampenborg, og derfra til Cremitagen. Der var smukt paa Slottet i den store Sal med de kunstige Vægge, Loft og Gulv, men der var dog smukkere bag Høien paa den lille grønne Banke, hvor Stranden tittede frem bag den lysegrønne Skov, og hvor man saae de adspredte Tjørnetræer, som vare saa tæt bedækkede med Blomster, at de lignede Sneekugler. Paa den anden Side af Slottet græssede Dyrene ved det lille Vand; Minna løb hen imod dem, men skjøndt hun selv var let som en Hind, flygtede de dog for hende, standsede saa et lille Stykke borte, kneisede og løftede deres Takker.
Vi gik hen ad den yndige Sti til Fileværket; Moder havde et Glas i Lommen, og vi drak af det metalagtige Vand i Kilden; derpaa tittede vi ind ad Vinduet i Fabrikken. Hu, hvor det dundrede og slammede; de kraftige Skikkelser saae ganske sorte ud i Luerne.
„De Stakler!” sagde Moder; Minna nikkede ind til dem, og Professorens hele Sjæl var koncentreret i hans Øine, som vilde han fastholde Scenen i sin Hukommelse. Derefter kjørte vi til Rungsted; Moder blev saa saa veemodig paa Evalds Høi; Professoren fik Taarer i Øinene ved at tænke paa den store, ulykkelige Digter. I Vedbeks Krohave drak vi The; Talen kom paa Tycho Brahe. „En anden Gang tage vi til Hveen,” sagde han, men det blev aldrig til noget. Minna vilde til Sverrig, til Norge, til Island, men først vilde hun dog have været paa Møen og i Italien.
„Jeg skal tage Dig med,” lo Professoren, „saa kan Marie blive hjemme i Moders Skjørter.”
I Angust gjorde Moder sædvanlig sin Tour til Farum. Stemningen var da en ganske anden; Moder var stille, ja selv Professor Lange, naar han var med, var veemodig. Minna og jeg havde to Krandse paa Skjødet, som Mette havde bundet af Havens smukkeste Blomster, efter sin egen vilde, men maleriske Smag. Vi stege ned af Vognen ved Fiskebækshuset, og efter der at have drukket et Glas Mælk i den lille Havestue, hvor de stadselige Navneklude hang i Glas og Ramme, vandrede vi ad den smalle Sti, som snoer sig langs Søen til Farumgaard.
Her var altfor smukt til at vi Børn knude være alvorlige; Kornet bølgede for Vinden, Fuglene kviddrede saa lystigt, Minna plukkede Kornblomster og sang; jeg sang med, men Moder og Professoren gik langsomt bagefter og talede om fordums Tider.
Jens Peter stod under det kæmpestore Træ midt i Byen, han svingede sin Hue, da han saae os, og styrtede derpaa hjem for at melde os.
Karen og Peter Larsen, Manden, kom os imøde i Porten; Lænkehunden gjøede, Høns og Ænder gjorde en frygtelig Støi, og tre smaa Drenge, mindre, endnu mere undseelige, og endnu mere lyshaarede end Jens Peter, stak Hovederne halvt ud af Døren.
„Ja, Rollinger have vi nok af,” bemærkede Karen, „Peer er glad ved at det er Drenge, at han kan faae dem til Karle med Tiden, jeg ønskede derimod nok, at idetmindste Een var en Tøs.
Peter Larsen stod og konverserede Moder det Bedste han kunde, og purrede sig af og til med den store, røde Haand i det gule Haar, naar han manglede Ord. Professoren snakkede med Karen i Kjøkkenet, og Jens Peter viste os alle Herlighederne.
Paa den store Dragkiste i Storstuen var en heel Række Kopper opstillede; afvexlende stod der „Glædelig Fest” og „Jeg gratulerer” paa dem; sindrigt og ikke ensformigt. Det var Peter Larsens Gaver til Karens Fødselsdage, naar man talte dem, kunde man see, hvor længe de havde været gifte.
Først efter at vi havde spiist Flæskesteg, Tykmælk, Æbleskiver og drukket Kaffe, og seet alle Karens Huer, Klæder og hjemmegjorte Trøier,og efterat Peter Larsen havde viist os Kalvene og de smaa Grise,. fik vi endelig Lov til at gaae til Kirkegaarden.
Der stode de to hvide Kors, Gravstedet var saa pynteligt indhegnet med Buxbom, en Hængeask bøiede sig over det. Minna Gjertrude Staal, 82, Harald Staal, 29 Aar, Bedstemoder og Sønnesøn. Jeg nærmede mig Gravene, lagde min Kind paa Korset over Bedstemoders og tænkte, om hun vilde anerkjende mig, den Fremmede; Fader vilde nok, men vilde hun?
Moder hængte en Krands paa hvert Kors, Professoren hulkede; derpaa spadserede vi til Præstebakken, og kjørte saa hjem. Det har været en deilig Dag,” sagde Moder, og jeg undrede mig over at hun fandt det, da hun dog havde været saa bedrøvet.
Saa roligt som vi levede, saa uroligt levede vor kjære Huusfælle, Professor Lange. Naar man troede ham ret sikker hjemme, kom Reiselysten ligesaa heftig som pludselig over ham, og væk var han; men naar man mindst tænkte det, stod han der igjen: et Brev, et kjendt Ansigt havde vakt Hjemvee, og han fulgte, saavidt muligt, altid sine Indskydelser. Hans Helbred var altid udmærket, hans Humeur fortræffeligt, han var uendelig livlig og ivrig, og jeg har ofte hørt ham sige, at man skulde troe, de Unge nutildags havde Vand i Aarerne istedetfor Blod, saa rolige og flegmatiske vare de. Hans Hjerte var altid, og hans Pung, naar der var Noget i den, aaben for hans Venner. En Hemmelighed kunde han ikke glemme, det sagde han reent ud. Til Stokke, Paraplyer, Handsker og Lommetørklæder brugte han en Mængde Penge, da han altid tabte eller glemte disse Gjenstande og aldrig fik dem igjen. Han trak sjeldent sit Uhr op, bar det i Lommen uden at det gik, og troede bestandigt at det var Morgen, lige til Mørket faldt paa. Skinhellige og affekteerte Mennesker hadede han, ellers var han den omgængeligste Mand under Solen. Blev han bedt ud, sagde han altid ja, men blev dog ofte borte, undertiden, fordi han glemte Indbydelsen, og undertiden, fordi han foretrak at tilbringe sin Dag paa en anden Maade. Snart malede han uafbrudt, snart rørte han ikke sin Pensel. Lidt forfængelig var han, men det forhindrede ham aldrig i at anerkjende Fortjenesten hos Andre og glæde sig over den. Han glemte — jeg kan desværre ikke nægte det, — han glemte selv sin Klatgjæld og sine Løfter, men aldrig glemte han sine Fugle; hvor pludselig Reiserne bleve bestemte, huskede han at give Moder Brødpenge til dem.

Sosiobiobloggen

"Yes, we have a soul. But it's made of lots of tiny robots." -Giulio Giorelli

Sider

  • Forsiden
  • Om bloggforfatteren

fredag 10. juli 2009

La oss omprogrammere mannen





Mannspanelet vil i følge Aftenposten 3. mars 2008 be staten finansiere en holdningskampanje som har til formål å endre norske menns verdier. Blant annet nevnes forsørgerinstinktet, individualisme og styrke som følelser mannspanelet vil forby oss å ha. Halvparten av landets innbyggere må omskoleres slik at de passer inn i framtidens samfunn. Uttalelsene til Stokkan-Grande støttes av verdiforsker Jill Loga og avslører et menneskesyn som er direkte feilaktig og ikke helt ufarlig.


Myten om den blanke tavle

Bak mannspanelets forslag ligger det en forestilling om at mennesket er født som et blankt ark, tabula rasa, og utelukkende formes av kulturen vi lever i. Dette er en myte uten noen som helst vitenskapelig støtte. Tvert imot vet vi at menneskets psyke er formet av evolusjon på lik linje med psyken til alle andre dyr og at dette innebærer at vi har noen naturgitte rammer for måtene vi er mennesker på. Enkelte akademiske miljøer tviholder allikevel på myten om det uendelig formbare mennesket i frykt for at et menneskesyn basert på vitenskap undergraver deres politiske mål. Fordi så mange argumenter er blitt hektet på dette utgangspunktet har kritikere blitt sett på som motstandere av forandring og demonisert. Jill Loga har selv skrevet om ”godhetsregimer” og bør være i stand til å gjenkjenne mekanismene som virker her.


Omprogrammering av mennesker

Hvis det hadde vært slik at enkeltmennesket bare ble formet av miljøet ligger det i kortene at vi kan forme mennesket slik vi vil. Det er dette utgangspunktet som skinner igjennom i mannspanelets uttalelser og som vi kjenner igjen fra andre håpløse utspill i norsk likestillingsdebatt. Mange regimer og ledere har forsøkt seg på å omprogrammere menneskene slik at de passer inn i det samfunnet de vil skape. Finnes det ett eneste eksempel på at dette har lykkes?


Er den norske kvinnen virkelig forandret?

Mannspanelet framstilles som en gruppe som skal finne ut av mannens rolle nå som kvinnene har forandret seg. Har noen undersøkt om kvinnen virkelig har forandret seg, slik nå mennene skal, etter flere tiår med likestillingskamp?

Hvis så, hvorfor velger da fortsatt jenter ”jentefag” og gutter ”guttefag” i utdannelsen? Hvorfor tiltrekkes kvinner da fortsatt av menn som er høyere og har større ressurser enn dem selv? Hvorfor bygger nesten ingen kvinner selv store bedrifter framfor å kvoteres inn i styrene? Har kvinnene blitt mindre avhengige av en forsørger eller er bare staten satt inn som en mellommann mens kvinnen fortsetter å være mottaker?

Er det ikke mye som tyder på at likestillingskampen har ført til at samfunnsstrukturene er endret, men kvinnenes natur er uforandret? Uten at dette i det hele tatt er vurdert, skal nå deler av mannens natur motarbeides og ses ned på. Mannspanelets uttalelser vil uten tvil sees på som en støtteerklæring til de som allerede har et generelt negativt syn på menn og ytterligere forverre situasjonen for tusenvis av pappaer som kjemper for retten til å ha samvær med sine egne barn.


Et samfunn skapt for mennesker eller mennesker skapt for et samfunn?

Flere debattanter på Aftenpostens nettsider påpeker at mannspanelets utspill inngår i et menneskefiendtlig prosjekt. Reaksjonene kommer fra vanlige mennesker som ganske korrekt innser at noe er alvorlig galt med påstandene om at vi kan forme mennesket som om det var en geleklump. Likestillingsforkjempere står i fare for å miste viktig støtte blant folket ved å insistere på et menneskesyn som så tydelig står i kontrast med de erfaringene alle andre gjør om blant annet naturlige forskjeller mellom kjønnene.

I et større perspektiv bør vi også diskutere om vi skal forsøke å forme menneskene til fordel for samfunnet eller om det kanskje kunne være en idé å forme samfunnet slik at det ble bedre å leve i det som mennesker?


Vi må ikke være like for å være likestilte

Det er slettes ikke poenget mitt å forsvare skjevheter og urettferdigheter som er relatert til kjønn eller å motarbeide likestillingsforkjempere. Et mer realistisk menneskesyn legger ingen føringer på de verdivalgene vi tar, men det kan ha den hyggelige følgen at vi kan finne fram til virkemidler som faktisk har en effekt. Jeg tror med andre ord at vi vil kunne komme lenger i likestillingsarbeidet hvis det tar utgangspunkt i menneskets natur. Tiltakene må også være rettet mot å endre struktuerer i samfunnet og ikke i menneskets sinn.

I motsetning til hva man kanskje kan få inntrykk av ønsker jeg mannspanelets foreslåtte holdningskampanje velkommen. Vi bør til og med måle den varige effekten av den. På den måten kan vi kanskje lære litt om hvilke tiltak som ikke virker.

Et lite spørsmål til slutt:

Hvis biologi er irrelevant i disse spørsmålene, hvorfor er da den sikreste oppskriften på mannspanelets idealmann å ganske enkelt klippe testiklene av guttebarn?

8 kommentarer:

  1. entyde10. juli 2009 kl. 16:10

    Og denne bearbeidelsen av hannkjønnet starter veldig tidlig, gjerne allerede i barnehagen. "Guttelek" som gjerne innebærer litt knuffing slås det ned på, men det er jo gjerne den måten gutter får fysisk kontakt med andre barn, de leier ikke rundt som jentene. Osv.

    Remi

    SvarSlett
  2. Anonym13. juli 2009 kl. 21:28

    hvilke betenkeligheter ser Huseby i popularisering av biologi som vitenskap ?
    Misbruket og feiltolkningen som førte til sosialdarwinismen er et eksempel på hvor galt det kan gå. Det er tydelig at mange har en agenda med sin interesse for biologi for på den måten å få akademisk støtte for sin ideologi.
    Psykologi har et helhetlig menneskesyn der nevropsykologi har hatt økt fokus de senere år. Biologi må ha et tverrvitenskapelig perspektiv, ikke komme med isolerte og ensidige utspill som beveger seg inn på andre fagområder, og som også vil uttale seg om samfunnet med basis i biologi.

    SvarSlett
  3. Jens Andreas Huseby14. juli 2009 kl. 15:08

    Hei Anonym.

    Takk for kommentarene. Jeg skal forsøke å svare mer utfyllende i en senere post.

    Jeg forstår det som om du har to spørsmål. Det ene er hvorvidt det er etisk forsvarlig å forsøke å formidle forskning til utenforstående og det andre er hvorvidt biologer har lov til å uttale seg på områder som tidligere falt under andre fagområder.

    Jeg håper virkelig ikke at du mener at visse forskningsområder skal holdes hemmelige for "folk flest" fordi de ikke har godt av denne kunnskapen?
    Når det er sagt er biologi og evolusjon et langt studium. I formidlingen går nyanser lett tapt og misforståelser oppstår raskt.
    Slik jeg ser det er dette en del av utfordringen ved å formidle og heller et argument for at man må bedrive formidling snarere enn mot..

    Når det gjelder grensene for biologi er jeg helt uening med deg. Innen Akademia er det konstruert fagskiller som ikke nødvendigvis lenger er gyldige. Evolusjonsforskningen har resultert i et paradigmeskifte innen biologi som gjør at vi nå bla studerer
    * politikk og strategier
    * kommunikasjon og signaler
    * selvbedrag
    * bevissthet
    * selvoppoffrelse
    og mye mer hos en lang rekke arter.

    Da er det vel ikke så rart at vi trykker på innen bl.a. psykologi?

    Hva mener du forresten med at psykologiens menneskesyn er "helhetlig"?

    SvarSlett
  4. Anonym14. juli 2009 kl. 17:55

    Jeg vil først presisere at forskningsformidling og popularisering selvsagt er viktig, tidsskriftet Appollon er et eksempel blant flere.Popularisering av forskning er komplisert fordi forenkling, sammendrag lett kan feiltolkes og misbrukes. Interessen for sosiobiologi har klare tegn på en ideologisk agenda. Flere akademiske fag er attraktive i en slik agenda fordi ens ideologi får "akademisk tyngde" og referanse. Hva synes du om misbruket av Darwin som førte til sosialdarwinismen ? Et ekstremt eksempel på misbruk av biologien er utvikling av biologiske våpen.
    Alle akademiske fag har kontinuerlige faglige diskusjoner som bidrar til forskning. De fleste slike diskusjoner føres på akademisk plan, fordi en slik diskusjon forutsetter mye kunnskap.Det er betenkelig hvis en slik diskusjon blir så mye popularisert at den mister sin seriøsitet og blir vulgær. Popularisering bør kvalitetssikres og innebære en etisk vurdering. Befolkningen har krav på seriøsitet, og at forskning og vitenskap ikke blir misbrukt.
    Det bør være en selvfølge at biologi som fag bør være orientert i retning av tverrfaglig samarbeid,ikke å "trykke på" andre fagdidipliner som du nevner."Paradigmeskiftet" i biologien som har ført til området "sosiobiologi" har opplagt interesse for de som har en agenda som trenger akademisk forankring.
    Biologi har hatt lite faglig kontakt med enkelte andre akademiske fag,svaret på dette er tverrfaglig samarbeid.
    Flere ledende forskere innen biologi er betenkt mht. den populariseringen som foregår innenfor faget, fordi faget kan misbrukes. Likevel er selvsagt forskningsformidling svært viktig, men komplisert.
    Psykologien har et helhetlig menneskesyn, mennesket kan ikke reduseres til biologi, gener,arv .. eller til en brikke for sosiale faktorer. Mennesket er en aktør, ikke en brikke. Arv-miljø diskusjonen er ikke lenger aktuell.

    SvarSlett
  5. Jens Andreas Huseby14. juli 2009 kl. 21:05

    Hei igjen og takk for at du tar deg tid til å si meg imot.

    Jeg er enig i mye av det du sier og mener at motviljen din i stor grad er basert på misforståelser. Nettopp det å oppklare disse misforståelsene er en av hovedårsakene til at jeg har opprettet denne bloggen.

    Jeg har bevisst brukt ordet "sosiobiologi" framfor "adferdsøkologi" eller "evolusjonær psykologi". Sosiobiologien har vært misforstått og utskjelt fra Wilson publiserte sin bok. Faget selv er sterkere enn noen gang, se f.eks. "The Triumph of Sociobiology" (J. Alcock. Oxford University Press, New York. 2001), men har foretatt et navneskifte for å ikke provosere fram flere misforståtte reaksjoner.

    "Interessen for sosiobiologi har klare tegn på en ideologisk agenda.". Sosiobiologi er studiet av tilpasninger som følger av seleksjonspresset andre individer av samme art utgjør. Tilskrivingen av en politisk agenda er en taktikk som meningsmotstandere har brukt for å demonisere fagfeltet.

    Det er ingen som hverken forsvarer eller ønsker sosialdarwinismen tilbake. Spørsmålet er hvor lenge det argumentet kan brukes for å holde et av tidenes mest fruktbart forskningsprogram utenfor berørte fagområder.

    Jeg er helt enig i beskrivelsen du gir av arv-miljø. Det er en av de store innsiktene som nettopp sosiobiologien har gitt bl.a. psykologien: gener koder for mentale evner som gir adferd som kan variere med miljøet. Fenotypisk plastisitet (google gjerne "phenotypic plasticity") er et velstudert prinsipp innen evolusjonsbiologien.

    SvarSlett
  6. Anonym24. juli 2009 kl. 20:38

    Huseby, jeg synes du virker angstbitersk og ubalansert. I tillegg kommer du med en rekke påstander som du ikke dokumenterer.

    For å ta en:

    "tabula rasa (...) er en myte uten noen som helst vitenskapelig støtte."

    Joda, den har god støtte i data fra CIC-programmet (New York) og fra sammenligning av ulike studier som tar for seg oppvekstkår (f.eks. James 2002).

    Hvis mennesker ikke er en tabula rasa, hvordan vil du da forklare økning i IQ på bortadopterte barn på gjennomsnittlig 12-14 poeng hvis de tas ut av en lavklassefamilie og settes inn i en middelklassefamilie? Hvordan vil du forklare en forskjell på 30 poeng hos to eneggede tvillinger (MISTRA) som havnet hos henholdsvis analfabeter og intellektuelle?

    Og her er du virkelig "out of line":
    "Hvis biologi er irrelevant i disse spørsmålene, hvorfor er da den sikreste oppskriften på mannspanelets idealmann å ganske enkelt klippe testiklene av guttebarn?"

    Bare kort til slutt:
    De forskjellene som fortsatt er mellom kjønnene (utenom de åpenbare biologiske) kan forøvrig forklares på rent miljømessig grunnlag, så hva blir poenget ditt utenom løse spekulasjoner rundt menneksts "natur"?

    SvarSlett
  7. Jens Andreas Huseby27. juli 2009 kl. 17:59

    Hei Anonym.

    Se også svarene mine til kommentarene dine under sakene "Hvem politiserer biologien" og "Menneskesyn og politikk".

    Du har misforstått hvor debatten arv/miljø står i dag. Kan jeg få anbefale "The Blank Slate" av Steven Pinker uten å bli karakterisert som noe fælt av deg?

    "Hvis mennesker ikke er en tabula rasa, hvordan vil du da forklare økning i IQ på bortadopterte barn på gjennomsnittlig 12-14 poeng hvis de tas ut av en lavklassefamilie og settes inn i en middelklassefamilie? Hvordan vil du forklare en forskjell på 30 poeng hos to eneggede tvillinger (MISTRA) som havnet hos henholdsvis analfabeter og intellektuelle?"

    Nå har jeg ikke lest studien, men dette høres da vitterlig ut som fine eksempler på hvordan miljøet bidrar til å forme individet. Forskjellen mellom din og min forklaringsmodell her er at jeg mener at evnene vi har for å i det hele tatt løse oppgavene i IQ-testene er nedarvede og spiller/har spilt en evolusjonær rolle.

    "Og her er du virkelig "out of line":
    "Hvis biologi er irrelevant i disse spørsmålene, hvorfor er da den sikreste oppskriften på mannspanelets idealmann å ganske enkelt klippe testiklene av guttebarn?""
    Ja, det er mulig jeg var litt røff i tonen. Uansett hadde det vært interessant å høre din forklaring på hvorfor mangelen på enkelte hormoner så drastisk kan forandre et menneskes personlighet..

    "Bare kort til slutt:
    De forskjellene som fortsatt er mellom kjønnene (utenom de åpenbare biologiske) kan forøvrig forklares på rent miljømessig grunnlag, så hva blir poenget ditt utenom løse spekulasjoner rundt menneksts "natur"?"
    Hva mener du med "åpenbare biologiske forskjeller"?
    For oss biologer er de fleste forskjellene mellom kjønnene "åpenbart biologiske".
    Mennesket har ikke oppstått plutselig eller falt ned på jorda fra en annen planet.
    Det går en uavbrutt kjede av arv fra det første felles liv på jorden til deg og meg. Det er en langt mer radikal påstand at vi kun er produkter av et miljø. Kanskje du kan fortelle oss litt om hvorfor du ser bort i fra biologien i din forståelse av mennesket?

    SvarSlett
  8. Anonym28. juli 2009 kl. 00:11

    "Uansett hadde det vært interessant å høre din forklaring på hvorfor mangelen på enkelte hormoner så drastisk kan forandre et menneskes personlighet.."
    Vi finner selvsagt mennesker med genetiske defekter, men hos normalbefolkningen er utskillelsen av hormoner styrt av miljøet - av påvirkninger i fortid og nåtid.
    Eks: Både kvinner og menn har mulighet for å skille ut tilstrekkelige mengder av de avgjørde hormoner for å framkalle "myke" omsorgsegenskaper. Det er miljøet i vår fortid (mottatt omsorg som barn) samt "bonding" og nærkontakt med det nyfødte barnet som avgjør om f.eks oxytosin og vasopresin utløses i tilstrekkelig grad hos kvinner og menn til at vi blir gode og empatiske omsorgspersoner. Kvinner har dog et lite forsprang takket være at kroppene deres har gått igjennom 9 mnd med svangerskap, men denne forskjellen utjevnes på svært kort tid etter fødselen - nærmest momentant etter at far får barnet i armene og legger det til sitt bryst.

    "For oss biologer er de fleste forskjellene mellom kjønnene "åpenbart biologiske"."

    Hva du synes måtte høre logisk ut er forsåvidt uinteressant. Jeg etterlyser empiri som viser at variasjonen i ADFERD er "åpenbart biologisk". Og her snakker jeg om konkrete bevis som SIKKERT utelukker ALLE ANDRE mulige forklaringer.

    "Det er en langt mer radikal påstand at vi kun er produkter av et miljø."

    Dette var velig unøyaktig framstilt. Jeg snakker om adferd. Denne utspiller seg på et genetisk grunnlag, men VARIASJONEN i adferd er i grove trekk et resultat av miljøet.

    Det finnes noen hundretusener kvinner i dette landet som ikke er utpreget "feminine" (yrkesvalg, omsorgegenskaper, interesser osv). Videre finnes det kanskje et tilsvarende antall menn som ikke er typisk maskuline (slik som meg selv). :) Antallet her er ikke viktig, men poenget er at det (fortsatt) finnes tilstrekkelig mange kvinner og menn som er "kjønnstypiske" til at statistikker kan vise at man finner signifikant forskjell mellom gruppene. Det vil man faktisk fortsette å finne selv om det bare skulle være noen få titusener av "kjønnstypiske" igjen. Tilsvarende forskjeller vil man også kunne finne mellom norske menn og menn fra en annen kultur, og tilsvarende for kvinner i ulike kulturer. Dette gir oss tre mulige løsninger:
    1) jeg og alle andre som ikke er "kjønnstypiske" bekjemper vår "natur",
    2) vi er genetiske misfostre,
    eller
    3) det er forskjeller i miljøet som gjør at vi har endt opp ulikt og at dette er i samsvar med vår "natur".

    "Kanskje du kan fortelle oss litt om hvorfor du ser bort i fra biologien i din forståelse av mennesket?"

    Jeg ser ikke bort fra biologien. Blant annet er jeg opptatt av hvordan miljøpåvirkninger, da spesielt tidlig omsorg, påvirker - og til en viss grad programmerer - produksjonen av ulike hormoner (stresshormoner, kjønnshormoner, bonding-hormoner osv). Dette biologiske perspektivet er helt essensiell for å knytte psykologi og sosiologi opp mot en konkret (fysisk/kroppslig) virkelighet. Slik får man luket ut det verste av tendenser i spekulativ og "teologisk" retning.

    SvarSlett
Legg til kommentar
Last inn mer ...

Nyere innlegg Start
>
end hun ellers skyllede Glassene, for i Gjerningen at vise sin Venlighed. Engang imellem kjøbte vi en Honningkage hos hende til Svanerne. Det var en Fornøielse. Det var de deiligste Dyr, syntes vi; Minna klappede i Hænderne, og Moder fortalte os Historien om den grimme Ælling.
En vaad, mørk Decemberdag kom Minna styrtende ind i Stuen: „Aa Moder, der er Karen, Jens Peter er med. Nu skal Du see Karen, Marie.”
Vi skyndte os ud i Gangen, hvor en temmelig ung, rødmosset Bondekone og en lille, næsten hvidhaaret Dreng, der bar en Tine [1] , stode og rystede Regnen af dem.
„Naa det er da en Fornøielse, lille Frue, at see Dem igjen. Tag Kaskjetten af, Jens Peter! ja vi ere bare vaade udentil; det er ikke trængt ind.”
Karen slog sin store, tærnede Paraply op og stillede den i et Hjørne, at Regnen kunde løbe af, derpaa rystede hun sin grønne, hjemmegjorte, uldne Kaabe med det store, tunge Slag ud af Gadedøren og hængte den paa en Knage.
„Tør nu Fødderne af, Jens Peter, mere endnu, Dreng! naa, ræk saa Fruen Tinen, det Par Æbler og den Ost maa De ikke forsmaae. — Aa det Barn, hvor er hun dog sød.”
Karen tog Minna i sine Arme og kyssede hende. „Gaa ud til Mette, lille Marie, og bed hende varme Vand til Kaffe.
Jeg havde en lille Anelse om, at jeg blev sendt bort, for at Moder kunde tale til Karen om mig, og da jeg kom ind igjen, saae jeg ogsaa et meget bestemt Udtryk paa Moders Ansigt, og en temmelig stærk Rødme paa hendes Kind. Karen saae suur-sød ud.
„Naturligviis har Enhver Lov til at gjøre ved Sit hvad han vil, men tie og tænke kan Ingen krænke. Kom herhen Du Smaa, at jeg kan see paa Dig! ja Du seer jo ganske skikkelig ud, lad mig nu ogsaa see, at Du opfører Dig brav, skjønner paa at saadant et fattigt Barn har faaet det godt i alle Maader, og Lærdom ovenikjøbet; glem aldrig hvem Du har været, og vær altid Fruen taknemmelig.”
„Marie skal være Vorherre taknemmelig for mig, som jeg er ham taknemmelig for hende.”
Karen rystede paa Hovedet, men til alt Held blev den temmelig uhyggelige Stemning idetsamme afbrudt ved Professorens Indtrædelse. Han blev saa lykkelig over at see Karen; haxMMans nyeste Malerier.
„Det er deiligt Altsammen,” lød hendes temmelig overfladiske Bedømmelse.
„De er ganske den samme, Herr Professor, De bliver altid ung, ligesaa ung, som De var i salig Fruens Tid. Kan De huske, hvor jeg var arrig paa Dem, naar De sov fra Lyset, eller naar De kom Cigaraske og sorte Fødder paa Gulvet, ak Du kjære Gud, hvor jeg saa skjændte, men det fortrød mig dog bagefter, og saa lavede jeg til Forsoning Deres Livret, Krumkager; Fuglene fik et Par med, ellers smagte de ikke, ja De har altid været et Barn.”
Moder og Professoren loe ved de gamle Erindringer; Karen lo ogsaa, og den skikkelige Kones Sind mildnedes; hun saae paa mig og nikkede.
„Du er en god lille Unge, og det er rart, at den Anden har faaet En at lege med. Naar Du besøger os til Sommer i Farum, saa skal Du see, at Jens Peter er en anden Karl hjemme, end her, hvor han staaer, som havde han mistet Mælet.”
Da Kaffen var drukket i den gemytligste Stemning, blev den store, grønne Kaabe taget paa igjen og Paraplyen slaaet sammen,`M uendelig kjede tiffany NathalieKalvik - 17 oisfkpnu

NathalieKalvik - 17 uendelig kjede tiffany

NATHALIE KALVIK

www.nathaliekalvik.blogg.no
tiffany outlet verkossau first">

NY BLOGG ! 23.10.2015, kl. 17:33

JEG BLOGGER IKKE LENGER FOR BLOGG.NO, MEN FOR NOUW !!! F
браслет с сердечком из тиффани
pendientes tiffanys
tiffany and co paris
ティファニーとコカンダ
tiffany trump

En ung Piges Historie

Fra Wikisource, det frie bibliotek Gå til: navigering, søg En ung Piges Historie
af Cornelia Levetzow






En ung Piges Historie

af

J


Fjerde Oplag


Kjøbenhavn
Andr. Fred. Høst & Søns Forlag
1875

Information
om denne
udgave



Første Kapitel

Høit oppe under Taget i en stor, mørk Baggaard i Adelgade saae jeg Lyset; Moder døde Aaret efter; Fader giftede sig igjen; ogsaa han døde; jeg veed Intet om dem, Ingen har talt til mig om min Moder, og af min Stedmoder har jeg blot hørt, at Fader var en god Arbeider.
Vinden peb igjennem den ituslaaede Rude, Røgen slog ud af Kakkelovnen, de faa Pinde vilde ikke engang blusse op. Gamle Dorthe, min Stedmoders Moder, sad i Kakkelovnskrogen og snaasnakkede; min Stedmoder tog sit store Tørklæde paa, saa gik hun ud at tjene Brødet til Tre. „Havde jeg dog blot mig selv alene,” brummede hun, „men denne gamle hjælpeløse Moder, dette Barn, denne Byrde,” og saa gik hun, og jeg følte, at jeg var en Byrde for hende, for mig selv, og gysende af Kulde trykkede jeg mig op til Kakkelovnen og græd.
Naar Somren kom, var der saa hedt i den lille Stue, at man neppe kunde trække Aande; jeg stod da hele Timer paa en Stol og kigede ud af Vinduet, snart ned i Gaarden, der saae ud som en smal, dyb Brønd, og snart hen paa Kvistvinduet ligeoverfor, hvor Kanariefuglen hang og Skræddersvenden sad paa Bordet og fløitede for den, medens han arbeidede. Bleg og mager var Skræddersvenden, og det var hans Kone ogsaa; de syede og syede, havde neppe Tid til at spise og sove, men hun havde dog bestandig Tid til at kysse og klappe sin lille, rødhaarede Dreng, og, fattige som de vare, fik Fuglen hver Søndag sit Stykke Sukker og den lille Dreng sin Bolle.
Jeg nikkede til den lille Dreng, men de forbøde ham at nikke igjen, der var jo Fjendskab mellem min Stedmoder og Skræddersvendens Kone; desuden var han reen og heel, saadan en forpjusket og forsømt lille Pige var ikke Selskab for ham.
Gamle Dorthe, det var mit Selskab; hun var den Eneste, som talede til mig, men der var ingen Kjærlighed imellem os.
Fæl saae hun ud, tandløs, guul og. rynket var hun, bøiet af Aar og Besværligheder; hun gik i Barndom, talede meget med sig selv og noget med mig; jeg lyttede til begge Dele. Hun holdt ikke af sin Datter, hun holdt ikke af mig; der var kun to Ting hun holdt af, det var Snuus og Kaffe.
„Saadan er det at have Stedmoder,” sagde hun, naar jeg græd af Kulde og Mangel, „en Moder vilde sørge anderledes for Dig, kan Du troe, bedre om Du aldrig var født.”
„Meget bedre,” svarede jeg, og mine Taarer randt stærkere, medens jeg tænkte, hvor skjønt det maatte være at blive holdt af som Skræddersvendens Lille blev det.
Min Stedmoder mishandlede mig egentlig ikke; undertiden truede hun mig, ialmindelighed lod hun mig gaae for Lud og koldt Vand.
Da jeg vel omtrent var fem Aar, blev jeg sendt ud for at tjene lidt, for at bidrage en Smule til vor sørgelige Føde; jeg blev sendt ud for at tigge.
Grændseløs lille og ubetydelig forekom jeg mig mellem alle disse Mennesker; jeg kjendte Ingen og Ingen kjendte mig. De smilende og de alvorlige Ansigter brøde sig lige lidt om mig, de havde hver sine Tanker, hver sit Maal, hvor turde jeg standse dem; dog, jeg skulde; Frygten for min Stedmoder var større end Frygten for de Fremmede, og ingen ædlere Følelser holdt mig tilbage. Jeg berørte en Dames. Silkekjole og bad: „en Skilling,” men jeg fik ingen; en Amagerpige gav mig derimod et Æble; det var stødt paa den ene Side, men smagte dog deiligt, mættede og trøstede, jeg bad igjen og jeg fik.
Sælsomt saae der ud i min barnlige Sjæl; jeg var ikke ond eller trodsig, men svag, forkuet, feig. Verden kjendte jeg kun af Dorthes Beskrivelser, som min egen Erfaring bekræftede. To Tilværelser var der: i den ene var Alt Glæde, Rigdom, Lykke og Kjærlighed; i den anden Fattigdom, Sorg og Jammer, men dog undertiden ogsaa Kjærlighed, dog ikke for mig.
Naar det begyndte at blive mørkt, gik jeg hjem med mit lille Udbytte. Jeg vovede ikke, hvortil jeg ofte havde Lyst, at kjøbe noget paa egen Haand, jeg havde en Følelse, som om min Stedmoder var allestedsnærværende og vilde straffe mig frygteligt. Ene stavrede jeg op ad de mørke, steile Trapper, gjennem de vildsomme Gange, og gamle Dorthes mildeste Velkomst var: „bedre om Du aldrig var født,” som hun dog undertiden varierede med et: „godt om Du var død.”
„Og hvad saa, Dorthe, hvor kommer jeg saa hen?”
„Hvor skal Du komme hen,” svarede hun vredt og stødte til mig, „saa havde Du en Ende paa det, og det er det Bedste.”
Min Iagttagelsesevne var meget udviklet; jeg forstod at læse i Ansigterne: undertiden læste jeg Medlidenhed, oftest Ligegyldighed, stundom Foragt. De smaa pyntede Børn trak dem tilbage for mig, nogle skar endogsaa en Grimace Det gjorde ondt i Hjertet, men dog ikke saa ondt, som naar jeg saae en Moder kjærtegne sit Barn; da maatte jeg græde. Ingen havde Kjærlighed til mig, og naar jeg saa ret græd, standsede En og Anden og gav mig Penge, men Ingen gav mig Kjærlighed.
Udenfor Legetøis-Boutikerne stod jeg og tittede ind, men oftere stod jeg dog udenfor Bagerens Vindue. Hvor saae Brødet ikke indbydende ud, hvor lugtede det godt; det smagte endnu bedre; jeg vidste, hvorledes det smagte, thi om Løverdagen fik jeg undertiden gammelt Brød forærende.
Naar jeg laa paa mit lille Leie i en Krog af Stuen, indsvøbt i en gammel Kappe, der baade var Over og Underdyne, tøvede Søvnen ikke at komme med Drømme, der dog ikke vare meget afvexlende. Snart drømte jeg, at Skræddersvendens Kone havde mig paa Skjødet, klappede og kyssede mig, og jeg var saa glad, men da Manden kom med Lys, og hun saae at det var mig og ikke hendes eget Barn, rev hun Vinduet op og kastede mig ud i den snevre, dybe Gaard; jeg vaagnede ved Skrækken; snart drømte jeg, at jeg havde en heel Kurv med nybagt Brød, der Alt var mit, men jeg vaagnede altid, før jeg fik smagt paa det; eller jeg drømte, at jeg havde slaaet de store Kopper med Malkepigen og Koen, der stod oppe paa Hylden, itu, og at min Stedmoder vilde kaste mig i Ilden til Straf; da var jeg glad, naar jeg slog Øiet op og saae Kopperne staae der endnu.
Det var den eneste Prydelse i vor elendige Stue, disse Kopper; jeg krøb op paa en Stol for at naae saa høit, at jeg rigtig kunde see dem; engang tog jeg dem ned, men min Stedmoder traadte idetsamme ind, rev dem fra mig, ruskede mig i Armen og svor, at hvis jeg en anden Gang rørte dem, skulde jeg see, hvad der blev af mig. Det var en gruelig Trudsel; ved sin Utydelighed gav den Anledning til mange Gisninger og blev derfor langt værre end den sædvanlige: „jeg vil slaae Dig sønder og sammen.”
Den ene Dag lignede den anden; med Sorg stod jeg op, med Sorg gik jeg iseng; i mit lille Hjerte var der hverken Haab eller Mod, kun en sløv Underkastelse, og dog havde jeg et Øieblik været lykkelig; jeg havde et Minde, en lille, lysende Begivenhed, hvorom jeg drømte, men jeg havde intet Haab om, at noget Lignende skulde gjentage sig.
Hvor klart staaer den raa vaade Efteraarsdag for min Erindring, da jeg gik op i et Huus, hvilket jeg undertiden vovede, og ringede paa første Sal. Det varede længe, før Nogen kom; jeg troede næsten, at min svage, ængstelige Ringning ikke var bleven hørt og vilde netop fornye den, da Døren blev aabnet af en tyk gammel Herre med Briller paa Næsen og en sort, lille Kalot paa Hovedet.
„En Skilling,” bad jeg.
„En Skilling,” gjentog han, efterabende mig, „til din Faders Begravelse, ikke sandt? eller til Medicin til din syge Moder, og saa kjøbe Brystsukker derfor, jo jeg kjender nok Jer Smaafolk.”
Medens han sagde dette, trak han mig gjennem Entreen ind i en smuk, stor Stue, hvor et prægtigt Frokostbord var dækket, og hvor det brændte og knittrede lystigt i Kakkelovnen.
„Du faaer ingen Skilling her,” sagde han, idet han løftede mig op paa en Sol, som han trak hen til Varmen, „Du er kommen til den Feile, min Snut.”
Aldrig havde jeg seet noget prægtigere end dette Værelse; et blødt, broget Tæppe bedækkede Gulvet; tykke, gule Gardiner hang for Vinduerne, det runde Bord var aldeles opfyldt med Lækkerier, skjøndt der kun var dækket til Een, til den gamle Herre. Han saae venligt paa mig, humpede derpaa hen til Bordet, lagde sin ene Fod, der var indsvøbt som en Pakke, op paa en høi Skammel og tog Plads.
Der laae flere Aviser paa hans Tallerken, som om han ogsaa skulde spise dem, men han skød dem tilside og besmurte, med en Ivrighed, der gjorde ham ganske varm, det ene Stykke Brød efter det andet, indtil Tallerkenen var fuld; derpaa lagde han forskjellige Ting paa hvert Stykke og rakte mig det Hele.
Varm, frisk Luft ombølgede mig, jeg spiste Noget, der smagte saa godt, at gammelt Hvedebrød stod aldeles i Skygge; dertil saae den gamle Herre mildt paa mig gjennem sine Briller; jeg var lykkelig.
Da jeg havde spiist, rakte han mig et Glas med en rød Vædske i, jeg drak rask til, men det brændte i Halsen og jeg kom til at hoste voldsomt. Den gamle Herre slog mig i Ryggen til det standsede, gav mig saa et Stykke Sukker, hvorpaa han lempelig skubbede mig ud af Stuen, men før han lukkede Døren, nikkede han til mig.
„See Du kun herop engang igjen, Du Smaa, men Penge faaer Du aldrig, aldrig.”
Jeg følte mig saa varm, saa mæt, saa glad; jeg maatte komme der en anden Gang igjen, det var Noget at tænke paa, og glæde sig til.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg Intet til Dorthe eller min Stedmoder, ellers havde de maaskee afknappet mig mit tørre Brød og min Cichoriekaffe, og jeg vilde dog nok have det, skjøndt det smagte endnu mindre godt den Aften end sædvanligt.
Næste Morgen gik jeg allerede derhen; jeg troede, at den gode, gamle Mand ventede mig; han havde jo selv bedt mig om at komme.
Dristigere end Dagen iforveien ringede jeg, og i samme Øieblik blev der lukket op af en stor, pyntelig Tjenestepige med en Kost i Haanden. Da hun saae mig, tog hun mig i Armen.
„Dit Trold! det var Dig, der var her igaar og plettede Tæppet med dine sjaskede Sko, saa det aldrig bliver klart i Grunden mere. Ned ad Trapperne med Dig, og vov aldrig at komme her igjen; eller jeg skal faae Dig sat i Hullet.”
Jeg styrtede bort mere sørgmodig, mere haabløs end nogensinde før.
Om Sommeren opholdt jeg mig ofte i Kongens Have; jeg saae paa Træerne, paa Slottet, paa Springvandet, paa Blomsterne; dem havde jeg Lyst til at plukke, men det maatte man ikke. Paa en ensom Bænk tog jeg Plads og anstillede mine Betragtninger: Alle disse Børn, der løbe saa glade omkring, have deres Tilhold, Ingen er ene som jeg, Ingen ulykkelig som jeg; see, hvor Faderen klapper sin lille Dreng paa Hovedet; see Pigen med de pyntede Børn, de holde hverandre i Hænderne, de ere tre; see Moderen, der trækker sin Lille i Vognen, hvor omhyggelig hun vifter Fluen fra hans Kind, ja selv den lille Pige med bare Fødder, som ogsaa beder om Hjælp, er lykkelig, den blinde Mand paa Bænken er hendes Bedstefader; han kysser hende paa Panden, tager hendes Haand i sin, og hun leder ham hjem.
See kjærligt paa det fattige Barn, naar Du rækker det en Gave; det gjør godt, undertiden bedre end Gaven.
Havde jeg dengang anet, at der var et Væsen, det høieste og største Væsen, for hvem Ingen er for lav eller for ringe, der saae ned paa og bar Omsorg for mig, hvor havde jeg da følt mig trøstet og glad, hvor havde jeg elsket dette Væsen, men jeg kjendte ham ikke, dog han kjendte mig.
En brændende varm Sommerdag stod jeg ene oppe i vor lille Stue. Dorthe var gaaet bort for at kjøbe Snuus, som Stedmoder ikke maatte vide; Pengene havde hun listet ud af Skuffen. Jeg var kjed af at see ned i Gaarden, kjed af at see paa det tomme Vindue ligeoverfor, thi Skræddersvendens vare flyttede; jeg trak Stolen, der kun havde tre Been, hen til Hjørnet, hvor Hylden med Kopperne var, jeg saae paa dem, jeg trak dem længere ud paa Hylden, jeg rørte ved dem, jeg vovede at løfte Overkoppen, jeg tog den i den ene Haand og Underkoppen i den anden, da rørte Noget ved Døren; det var kun en Kat, men jeg troede, at det var min Stedmoder; i min Forskrækkelse tabte jeg Kopperne: de faldt, de knustes i tusinde Stykker.
Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var som lammet af Skræk, dog kun et Øieblik; i det næste var jeg ude af Stuen, nede af Trapperne og ude paa Gaden. Hun vidste det, hun var efter mig, tænkte jeg og styrtede bort, uden at bryde mig om hvorhen, blot hun ikke kunde naae mig. Paa Vesterbro standsede jeg et Øieblik, trak Veiret og saae mig om, her havde jeg aldrig været før.
Langsommere gik jeg gjennem Alleerne, her var saa yndig svalt, men jeg var bange for at glæde mig derover. Da jeg kom ud paa Gaden, begyndte jeg igjen at løbe, men standsede medeet og lyttede efter en lille Fugl, der fløitede akkurat som Skræddersvendens Fugl havde fløitet, mon det var den samme? den stod i et aabent Vindue mellem Blomster paa den anden Side af Gaden. Jeg vilde løbe hen og see paa den, da idetsamme en Vogn kom kjørende; det var som skulde jeg kjøres over, men den ene Hest stødte mig tilside, jeg faldt haardt og slog min Tinding paa en Steen, men Vognen rullede forbi uden at røre mig.

Andet Kapitel

„Barmhjertige Gud, hvad er der skeet? hun bløder! Tal til mig, Barn, hvor gjør det ondt?”
Jeg saae ind i to skjønne, kjærlige Øine, der ængstelig spørgende vare fæstede paa mig.
„Mit Hoved!”
Hun tog